Testosteron giver kvinder større sexlyst

Ifølge dansk forskning er det mandlige kønshormon afgørende for, hvor stor sexlyst både mænd og kvinder har.

Testosteron er ikke kun et vigtigt hormon for mænd - det spiller også en afgørende rolle for kvinders lyst. (Foto: Colourbox)

En stor dansk undersøgelse har vist, at kvinder, hvis krop indeholder meget af det mandlige kønshormon testosteron, har større appetit på lagnerne.

Sarah Wåhlin-Jacobsen, der står bag den nye undersøgelse, fortæller, at sammenhængen ikke er til at tage fejl af:

Tændt på P1
  • Hør mere om videnskab og lidenskab på P1 hver tirsdag kl. 13.33 i programmet "Tændt" på P1.
  • Programmet kan også hentes som podcast.

- Der er ifølge min forskning faktisk en lineær sammenhæng mellem testosteron og sexlyst, fortæller hun.

Hun understreger dog samtidig, at mange andre ting også kan have betydning for kvinders sexlyst og at man ikke kan bruge en testosteronmåling alene i udredningen af kvinder med manglende sexlyst.

Kendt viden hos mænd

Hos mænd er der også en sammenhæng mellem lyst og testosteronniveau. Desuden kan rejsningsproblemer skyldes lavt testosteronniveau.

Forskerne har længe spekuleret over, om hormonet også kunne spille en rolle for kvinders lyst.

Testosteron bliver ofte kaldt det mandlige kønshormon, men det spiller også en vigtig rolle i kvindekroppen.

- Helt tilbage i 1950’erne forsøgte man at behandle kvinder med forskellige lidelser med testosteron. Og der så man – jeg ved ikke om man skal kalde det en bivirkning – men i hvert fald en virkning, der gjorde, at de fik rigtig meget lyst til sex, fortæller Sarah Wåhlin-Jacobsen.

Blodprøverne afslørede alt

Sarah Wåhlin-Jacobsen ville gerne afprøve hypotesen. For selv om at der kan være mange grunde. bl.a. psykologiske, til manglende lyst, havde hun en idé om, at testosteron i nogle tilfælde også spiller ind.

Testosteron

Testosteron er et kønshormon, som primært produceres i testiklerne hos mænd.

Hos kvinder produceres dog mindre mængder testosteron i æggestokkene og i binyrerne.

Kvinder har naturligt væsentligt mindre testosteron i kroppen end mænd.

Dog er kvinders testosteronniveau cirka seks gange så stort som deres østrogenniveau, som traditionelt kaldes det kvindelige kønshormon.

I undersøgelsen sammenlignede hun kvindernes egne svar om deres seksualitet og lyst med resultaterne fra blodprøver.

Og sammenhængen mellem lyst og testosteron blevet bekræftet. Alligevel er det ikke sådan, at testosteron alene kan forklare en kvindes sexlyst, understreger hun:

- Forskningen viser ikke, at ligger man under en eller anden værdi, så har man helt sikkert problemer med sin sexlyst.

Lysten – og hormonerne – falder med alderen.

Der kan være stor variation i mængden af testosteron, som forskellige kvinder producerer. Og det er helt naturligt, siger Sarah Wåhlin-Jacobsen:

- Vi er alle sammen forskellige. Men en ting er sikkert, og det er, at vi producerer mindre testosteron med alderen.

Derfor mener hun også, at hormonerne kan være med til at forklare, hvorfor mange mennesker får mindre lyst til sex med alderen.

Alt for meget testosteron er ikke godt

Sarah Wåhlin-Jacobsen har kun undersøgt kvinder, hvis testosteronproduktion er indenfor normalområdet.

For hvis man producerer for meget testosteron, er der nemlig mange andre ting, der ofte spiller ind på lysten:

- De kvinder kan have polycystisk ovariesyndrom (PCOS). Og her oplever mange faktisk at have lavere lyst på grund af nogle af de ting, der følger med: For eksempel uren hud, mere kropsbehåring og fertilitetsproblemer, forklarer hun.