TV-eksperiment bringer seerne helt tæt på klapjagt

Søndag sender DR3 direkte fra en klapjagt, set fra jægerens perspektiv.

(© (c) DR)

Når DR3 søndag formiddag inviterer seerne med på en klapjagt, direkte fra et hemmeligt sted i Jylland, er det første gang nogensinde, det sker på dansk tv.

Det fortæller Lars Ostenfeld, der har tilrettelagt udsendelsen ’Live fra en klapjagt’, som starter 9.30 og løber over tre timer.

Ny teknologi bringer seeren helt tæt på – uden at forstyrre

Og det er særligt teknikken bag, som er ny. Og den er ikke helt let, forklarer han.

- Vi står på en mark, langt væk fra mobilmaster, wifi og elektricitet, siger Lars Ostenfeld.

Hver jæger er udstyret med sit eget kamera og sin egen sender, der distribuerer kamerasignalet videre ad en række mellemled og derfra hjem i stuerne.

- Målet med at bevæge sig i naturen er blevet meget resultatorienteret. Det er i hvert fald hvad vi, der ikke går på jagt, hører mest om.

Lars Ostenfeld, Tv-tilrettelægger

I alt er der monteret kameraer på otte jægere, en hund og en drone. Dertil kan seerne følge med på et GPS kort, der viser hvor jægerne nøjagtigt bevæger sig i terrænet.

- Teknikken er ret vigtig, da der ikke går et tv-hold og forstyrrer jagten og dermed kan vi være helt tæt på og udelukkende på jægernes præmisser, forklarer Lars Ostenfeld.

Natur er blevet noget vi præsterer i

Antallet af danskere, der tager jagttegn er i mange år stedet og i dag er der flere jægere end nogensinde.

- Og vi bruger i højere grad naturen til at præstere i, siger Lars Ostenfeld, der ser samme tendens hos de mange nye jægere, som de der bruger naturen til at løbe eller køre på mountainbike i.

- Målet med at bevæge sig i naturen er blevet meget resultatorienteret. Det er i hvert fald hvad vi, der ikke går på jagt, hører mest om, siger han.

- Og det er typisk det mest dramatiske, mest voldsomme og mest blodige, fortsætter Lars Ostenfeld, der søndag vil vise alt det andet.

- Her har vi en mulighed for at vise jagten hundrede procent som den er, med alle de kedelige pauser, de våde støvler og ikke mindst med stilheden, forklarer han.

- Vi viser det hele – en til en.

Pausen er essentiel

Lars Ostenfeld har tidligere tilrettelagt direkte tv-programmer fra en fødsel med Thomas Skov og Emil Thorup, en direkte ballonopsendelse i Rummet i 27 kilometers højde og han stod også bag det 12 timer lange eksperiment ”Hvem kommer til Middag” på TV2 Fri, hvor et dødt krondyr blev lagt ud i en skov og seerne kunne følge dets skæbne.

Alle eksempler på programmer, der giver de pauser, som vi seere normalt aldrig får med.

- Det er vigtigt at vi nogle gange får det fulde billede af virkeligheden – og særligt af naturen, der som bekendt har døgnåbent, siger han.

Sådan forløber jagten

Søndagens jagt kommer til at foregå over 2 runder.

Først en trykjagt, hvor jægerne går stille og roligt gennem terrænet, for at ”trykke” råvildt eller ræve ud, så jægerne kan skyde dem.

Derefter en klapjagt, hvor jægerne med hunde forsøger at drive vildtet ud. Det vil dreje sig om råvildt, ræv, skovdue og fasankok.

Skovsneppe (Foto: Erni - Fotolia © sCANPIX)

- Er vi heldige, støder vi også på skovsneppe, siger Lars Ostenfeld, der sætter sin lid til at frosten ikke bider sig alt for fast. Har der været frost i en længere perioder, trækker sneppen typisk mod lidt varmere himmelstrøg.

Ellers håber Lars Ostenfeld at han og seerne får et mere nuanceret billede af hvad jagt er.

- Man kan ikke være imod jagt, uden at vide præcis hvad det er, siger tv-tilrettelæggeren, der aldrig selv har prøvet at være på jagt, men som heller ikke har haft noget imod det.

Det vigtigt at forholde sig til liv og død

- Men det kan være, at udsendelsen ændrer mit syn på det, indrømmer han.

- Jeg ved ikke hvordan jeg vil reagere, hvis jeg ser en nyskudt råbuk, der ligger der på den frosne jord og stadig er varm, siger han.

- Jeg tror ikke at jeg vil ændre holdning, men det er vigtigt at forholde sig til liv og død, siger han og indrømmer hvad han ser allermest frem søndag.

- Hvis teknikken virker, glæder jeg mig til at opleve naturen på en ny måde, siger han. Der vil være en anden spænding, end den jeg normalt oplever derude hvor jeg opholder mig rigtig meget, fortæller Lars O.

Programmet, der sendes fra et hemmeligt sted i Jylland, kan følges på DR3 søndag fra kl. 9.30. Udover selve jagten, guider vært Joachim Brandt-Møller igennem fra et tv-studie i DR Byen i København, hvor eksperter i både natur og etik svarer på spørgsmål. Har du spørgsmål til jagt kan de stilles via #klapjagt

I sæsonen 2014/2015 havde 177.000 danskere indløst jagttegn.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve