Tyske forskere bygger verdens største - og kraftigste - kunstige sol

Den kunstige sol, der kan levere 10.000 gange Jordens normale solstråling, skal bruges til forskning i miljøvenlig brint.

"Synlight" har forskerne døbt den kunstige sol, der kan blive 3.000 grader varm. Den skal bruges til forskning i, hvordan man kan fremstille brint ved hjælp af sollys og vand. (© DLR - German Aerospace Center)

VIDENSKABSBILLEDET

Tyskland er ikke just det land i verden, der bliver beriget med flest solskinstimer.

Faktisk er det årlige gennemsnit lavere end i Danmark, hvor vi - trods mere end 1.700 timer med skinnede sol om året - stadig ynder at brokke os over vejret.

Men tyskerne vil som så mange andre gerne forske i fremtidens vedvarende energi, hvor solen må betragtes som en af hovedleverandørerne.

Derfor har forskere fra det tyske forskningsinstitut for luft- og rumfart, DLR, konstrueret det, de betegner som verdens største kunstige sol.

Den tre etager høje, elektrisk drevne sol har fået navnet "Synlight", og den parabol-lignende konstruktion udgøres af 149 såkaldte xenon kort buelamper.

Xenon-lamper producerer lys ved hjælp af xenongas og giver et meget intenst og hvidt lys svarende til sollys.

Til sammen kan de 149 lamper levere en intensitet, som svarer til den solstråling, der rammer Jordens overflade, gange 10.000.

Temperaturen fra den kunstige sol kan nå 3.000 grader, når den indstilles til at fokusere på et område.

Den ekstreme temperatur er nødvendig, for den kunstige sol skal bruges til forskning i, hvordan man kan fremstille brint ved hjælp af sollys og vand.

En udfordring som forskere verden over arbejder fokuseret på at løse.

Brint spås af mange en rolle som fremtidens brændsel til bl.a. biler og fly, fordi det kun producerer vand, når det brænder.

Til gengæld kræver det i dag store mængder energi at producere hydrogen ved hjælp af netop de fossile brændsler, som gassen kan afløse.