Ubåden "Boaty McBoatface" skal på sin første Antarktis-mission

Den højteknologiske ubåd med det fjollede internet-navn skal gøre forskerne klogere på, hvordan global opvarmning påvirker verdenshavene.

Den højteknologiske ubåd "Boaty McBoatface" kan dykke ned til 6.000 mesters dybde i de isfyldte, antarktiske vande. Her skal den hente data om bl.a. turbulens og vandstrømninger i undersøiske vandfald, som kan gøre forskerne klogere på global opvarmning. (© National Oceanography Center)

VIDENSKABSBILLEDET

Ideen var god: Briterne havde investeret i et slinternyt polarforskningsskib, som havde kostet skatteyderne i omegnen af to milliarder danske kroner, og derfor var det naturligvis også det britiske folk, der skulle bestemme, hvad skibet skulle hedde.

Derfor bad det britiske Natur- og Miljøforskningsråd (NERC) i starten af sidste år folket om at komme med navneforslag, hvorefter flertallet ved en internetafstemningen skulle afgøre skibets navn.

Den manøvre gik dog ikke helt efter planen, da en BBC-radiovært foreslog navnet "Boaty McBoatface", der endte med at vinde afstemingen overlegent.

Det fjollede navn blev dog for meget for forskningsminister Joseph Edmund Johnson, der nedlagde "veto" og besluttede at opkalde skibet efter afstemningens nr. fire og hele Storbritanniens videnskabelige stolthed: Naturforsker og BBC-vært Sir David Attenborough.

Som et demokratisk plaster på såret lod man dog skibets ubemandede ubåd døbe "Boaty McBoatface", og nu er den højteknologiske ubåd med det spøjse navn klar til sin første mission i de iskolde antarktiske vande, skriver The Guardian.

De næste to måneder skal Boaty navigere gennem undersøiske vandfald, hvor den skal indsamle data, der kan hjælpe forskerne til at forstå, hvordan den globale opvarmning påvirker verdenshavene.

Fredag den 17. april forlader Boaty sammen med et andet britisk forskningsskib, James Clark Ross, sin chilenske havn, hvorefter kursen sættes mod Antarktis i syd.

Ubåden er fjernstyret og kan dykke ned til 6.000 mesters dybde i isfyldte vande. Her skal den bl.a. samle viden om turbulens og vandstrømninger, som den sender hjem via en radioforbindelse.

Boatys moderskib, RSS Sir David Attenborough, er efter planen først klar i 2019.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve