VIDEO Klar til at blive overvældet? Så gigantisk er universet

En Youtube-bruger har lavet en sammenligning af størrelsen på planeter, stjerner og galakser. Og det er vildt.

Videoen sammenligner størrelsen på objekter i universet - fra Månen til den største kendte stjerne og videre.

For syv år siden lavede Youtube-brugeren morn1415 den meget populære video Star Size Comparison HD, der sammenlignede størrelsen på objekter i universet - fra Månen til de største kendte stjerner i universet.

Den er til dato set næsten 14 millioner gange.

For tre dage siden udsendte morn1415 så endelig en opdateret udgave af sammenligningen. Og vi kan godt afsløre, at den ikke skuffer.

Udover at være virkelig mind-blowing, sætter videoen også vores betydning i universet i perspektiv. For denne gang zoomes der helt ud - og man ser de uforståelige afstande i rummet på en ny måde.

Fra Månen til hele universet

Det hele starter med Månen igen, som sammenlignes med andre måner og dværgplaneter, derefter større planeter, Jorden, de største fremmede klippeplaneter, gaskæmper og Solen efterfulgt af en række af gigantiske stjerner - og til sidst galakser og galaksehobe.

Nogle af stjernerne er decideret ubegribeligt store. Alligevel er der hver gang en, der er endnu større i rækken.

Stjernerækken slutter med den største kendte stjerne, der lige nu er den røde supergigant UY Scuti, der er næsten fem milliarder gange så stor som Solen.

Dens radius er lidt usikker, men placerede man den i vores solsystem, ville den strække sig længere ud end Jupiters bane om Solen.

Der er adskillige videoer på Youtube lavet i programmet Universe Sandbox 2, der viser, hvad der ville ske, hvis UY Scuti var placeret i nærheden af os.

UY Scuti In Our Solar System

Universet er måske et blandt mange

Rejsen fortsætter dog forbi den største kendte stjerne. Den viser størrelsen på vores lokale galakse Mælkevejen, og hvor langt der er til den nærmeste nabogalakse Andromeda.

Endnu længere ude viser videoen de tusinder og atter tusinder af galakser, der er i vores lokale hob - som i sig selv blot er et lille hjørne af Lainakea superhoben.

Til sidst stiller videoen spørgsmålet: Er der noget udenfor vores univers? Findes der flere universer? Og kan man overhovedet tale om uendelighed, en begyndelse eller intetheden?

Videoen sætter i hvert fald nogle store tanker igang.

Se videoen øverst i artiklen.