Tema DGI Landsstævne

VIDEO: Sådan arbejder roerens muskler

Det er ikke armene, men de stærke ryg- og mavemuskler, der giver roeren kraft til de seje træk med pagajen.

Omkring 22.000 danskere er meldt ind i en kano- eller kajakklub. Langt de fleste er ganske almindelige motionsroere, der nyder kombinationen af natur og fysisk aktivitet.

Men 16 er eliteroere. En af dem er kajakroeren René Holten Poulsen, der har vundet intet mere end 20 EM, VM og OL-medaljer.

I medierne er han blevet døbt “Powerhouse Poulsen”, og ser man på hans fysiske fremtoning, er man ikke i tvivl om hvorfor. René Holten Poulsen har en ualmindeligt stærk skulder-, mave- og rygmuskulatur - og det skyldes roningen.

Er kajak eller kano noget for dig?

Så er det heldigt, at der er omkring 150 klubber landet over. Du kan finde dem her.

Hvor mange “hygge-roere” bevæger deres pagaj ved at bøje og strække armene, gør eliteroere det primært ved at rotere overkroppen, fortæller Henrik Sørensen, der er lektor i idræt ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

Til det bruger de deres kernemuskulatur - primært ryg- og mavemuskler, der forbinder bækkenet med brystkassen.

- De skrå bugmuskler (mavemuskler, red) er meget stærkere end armenes bøje- og strækkemuskler, så rotationen giver eliteroeren meget mere kraft, siger Henrik Sørensen.

Landsstævne 2017

  • Aalborg er vært for den 27. udgave af DGI Landsstævnet, der løber af stablen torsdag til søndag denne uge.
  • Mere end 25.000 deltagere fra hele landet er tilmeldt.
  • Der er 29 sportsgrene på Landsstævne-programmet.
  • Derudover er der et hav af andre aktiviteter som koncerter og opvisninger. Læs mere i programmet her.