Vil du eje en rumsonde eller en planet?

Så kan du tage til loppemarked på Tycho Brahe Planetariet søndag, hvor der sælges ud af alt fra stjernekikkerter til modeller af russiske rumsonder.

Det er desværre ikke dragter som denne, du kan købe, når Planetariet holder loppemarked, men nogle lidt mere beskedne astronaut-kedeldragter. (Foto: Nasa © Scanpix)

Til februar slår Tycho Brahe Planetariet dørene op til en ny, stor udstilling med fokus på Big Bang og Universets grundstoffer. Det betyder, at der skal ryddes op og luges ud i de gamle remedier.

Derfor inviterer Planetariet til loppemarked på søndag fra 10-16, hvor du har mulighed for at købe ny decór til hjemmet, som du ikke finder blandt overfloden af interiør-entusiaster på Instagram.

Planetariet sælger ud af både den nuværende og tidligere udstillinger. Blandt de større genstande, der kan købes, er: En udstillingsmodel af NASA's Mars Polar Lander, en stjernekikkert og en Playmobil-astronaut i menneskestørrelse.

Blandt de mindre ting er astronaut-kedeldragter i forskellige størrelser, bøger om rummet og billeder fra udstillingerne.

Nogle af tingene sælges til selve loppemarkedet, mens andre er sat til udstilling og kan købes på auktion på Lauritz.com efterfølgende.

Det er gratis entré til loppemarkedet.

Du kan læse mere på Facebook, hvor der også er billeder af nogle af de ting, der sættes til salg.