Tema IPhone 10 år

Da iPhonen udkom for første gang i 2007 , var den banebrydende. Ikke nødvendigvis fordi den var den bedste eller den stærkeste enhed, men fordi den kombinerede eksisterende teknologier i en æstetisk flot og tillokkende pakke, som millioner tog til sig.

I dag - 10 år efter - har iPhonen stadig en enorm betydning på det globale marked for smartphones, og der bliver solgt millioner af enheder, hver gang der kommer en ny generation.

Men de sidste par generationer af iPhonen har lidt under en smule af metaltræthed i forhold til nye funktioner, og det engang så revolutionerende stykke teknologi tilbyder nu kun gradvise forbedringer for hver ny generation.

Ekspertpanelet består af:

Henrik Føhns
Redaktør og vært på podcasten Techtopia på techtopia.dk, der udgives af IDA, Ingeniørforeningen. Tidligere vært på P1s radioprogram Harddisken

Louise Opprud Jakobsen
Forfatter og konsulent hos Dare Disrupt

Jarle Kondrup
Innovationskonsulent med speciale i teknologi og oplevelser
Senior Lab Agent/Experiences Lead hos Innovation Lab

Anders Høeg Nissen
Techjournalist og foredragsholder. Tidligere vært på P1s radioprogram Harddisken

Til gengæld er der mange andre nye teknologier, der de næste ti år kan være med til at ændre vores verden fundamentalt. Vi har spurgt fire eksperter, hvilke teknologier vi skal holde øje med.

Panelet består af tech-journalist Anders Høeg Nissen, redaktør og podcast-vært Henrik Føhns, Senior Lab Agent/Experiences Lead hos Innovation Lab, Jarle Kondrup og forfatter og konsulent Louise Opprud Jakobsen fra Dare Disrupt.

10 teknologier, der vil ændre vores liv over de næste 10 år (listen er i alfabetisk rækkefølge):

1. Avanceret kunstig intelligens

Selvom kunstig intelligens har været et buzzword i efterhånden mange år, så er det først over de sidste par år, at computerkræfter og algoritmer har gjort kunstig intelligens bredt tilgængelig. Meget af den kunstige intelligens, vi kommer i kontakt med, er skjult og gør ikke nødvendigvis væsen af sig - måske bortset fra Apples Siri eller Microsofts Cortana. De næste 10 år, vil det dog bliver anderledes, fortæller Louise Opprud Jakobsen:

- Det bliver vildt! Mange ting er en kunstig intelligens langt bedre til end et menneske, som f.eks. at køre bil, at oversætte sprog, at mundaflæse, at stille diagnoser osv.

Hun tilføjer:

- Det vil komme til at give nogle seriøse udfordringer - specielt i forhold til jobs i fremtiden. For vi som mennesker må redefinere vores domæne, når kunstig intelligens rigtigt tager fat og overtager job.

2. Biometri-sensorer

Jarle Kondrup fremhæver biometri-sensorer som en af de teknologier, der kommer til at markere de næste ti år. Vi kender det allerede fra vores skridttællere, fitness-trackere, sundhedsapps mm. Det er en måde, hvorpå vi kan tracke, hvad der sker med vores krop - og endda finde ud af, hvordan vi optimerer den.

Vi kommer til at opleve, at sensorerne kommer endnu tættere på huden og endda under huden, fortæller Jale Kondrup. I fremtiden vil vi have så mange sensorer, at vi kan se hvor lang tid, vi kan være i solen, om vi er tæt på at dehydrere og meget andet.

3. Blockchain

Både Anders Høeg Nissen og Jarle Kondrup fremhæver Blockchain-teknologien. Jarle Kondrup fortæller, at Blockchain gør det muligt at skabe sikre, direkte digitale udvekslinger mellem personer eller enheder. Når sikkerheden ikke kan brydes, vil det udfordre den måde, hvorpå vi i dag udveksler f.eks. penge, kontrakter og værdipapirer. Mellemmanden er nemlig ikke længere nødvendig.

Elon Musk har vilde ideer. En af de vildeste er måske at lave en tynd film, du kan sætte på din hjerne, der vil forbinde den direkte til internettet.

louise opprud jakobsen

Det er i øvrigt samme teknologi, der bliver benyttet til Bitcoin, der på få år har fået stor betydning som digital møntfod, fordi metoden er så sikker.

4. Internet of Things

Alle vores milliarder af hverdags-dimser er ved at blive koblet på internettet, så vi kan styre dem med vores smartphones - om det så er belysning, alarmsystem eller indeklima, fortæller Jarle Kondrup. Og dette “Internet of Things” (eller IoT) vil blive ved med at udvikle sig over det næste årti, så vi efterhånden kan styre alt via vores smartphones. Snart vil det kun være levende væsner, der fungerer uden wi-fi, forudsiger han. Men den grænse bliver måske også opløst med tiden.

5. Kvantecomputere

Den voksende computerkraft har dannet grundlag for mange af menneskehedens største fremskridt de sidste årtier. Og nu tager vi måske endnu et kvantespring - for fremtiden byder på kvantecomputere. Kvantecomputeren, fortæller Anders Høeg Nissen, er en radikalt anderledes type regnemaskine, der rummer potentialet for at kunne lave særlige beregninger mange tusind gange hurtigere end traditionelle computere.

I løbet af iPhonens 10 år lange liv har vores brug af smartphones ændret sig radikalt. I dag kan danskerne - specielt de unge - spendere timevis i selskab med deres iPhone (eller anden smartphone) dagligt.

6. Menneske og maskine bliver ét = cyborg

Grænsen mellem biologisk væsen og maskine vil blive mere uklar i fremtiden, fortæller Henrik Føhns. Vi kommer til at manipulere og optimere vores kroppe på nye måder. For eksempel ved at få indopereret computere, der hjælper os med at få mest muligt ud af vores kroppe, tilføjer Jarle Kondrup. I fremtiden vil vi kunne få skarpere syn, bedre hukommelse, stærkere knogler og meget andet ved hjælp af teknologien.

7. Nye måder at styre på: Stemmegenkendelse og brain-computer interfaces

Mens vi i 2017 oftest er vant til at styre vores enheder med et tastatur af en eller anden art, så vil de næste 10 år byde på nye måde at styre dem på. Stemmegenkendelse er en af dem.

- Stemmegenkendelse er her allerede nu, men det er underudviklet, fortæller Henrik Føhns og tilføjer:

- I fremtiden kommer vi til at kommunikere med vores teknologi gennem samtale, f.eks. i form af chatbots.

Louise Opprud Jakobsen lægger trumf på og udvider med muligheden for at styre vores teknologi med tankerne:

- Elon Musk har vilde ideer. En af de vildeste er måske at lave en tynd film, du kan sætte på din hjerne, der vil forbinde den direkte til internettet.

8. Robotter og droner

Droner og robotter i forskellige afskygninger (bl.a. som selvkørende biler) vil blive hverdag i vores hjem og på arbejdet, hvor de kan løse kedelige rutineopgaver eller tunge løft, fortæller Henrik Føhns. Og Anders Høeg Nissen er enig. Han fremhæver særligt swarmbots, der er sværme af små maskiner, som deler information via nettet og som kan koordinere deres opgaver og mål. Se eksempel her.

9. Selvkørende biler

2,1 millioner dør i trafikken hvert år, fordi er ukoncentrerede, ringer, sms’er og meget andet, fortæller Louise Opprud Jakobsen, Men det tal vil falde kraftigt, når de selvkørende biler bliver almindelige. De rullende robotter, som kommer til at køre os rundt på vore veje, vil give os mere fritid og frihed til at koncentrere os om andre ting, mens vi transporterer os selv, tilføjer hun. Anders Høeg Nissen er enig. Han ser de selvkørende biler som en faktor, der vil ændre på, hvordan vi grundlæggende forstår trafik og infrastruktur. Både for private og for erhverv.

10. VR, AR og MR - Nye måder at opleve virkeligheden på

Virtual Reality, Augmented Reality og Mixed Reality har allerede været oppe at vende de sidste par år, men hvis man spørger vores ekspertpanel, så er det begreber, som i høj grad kommer til at definere de næste ti år. Virtual Reality giver dig mulighed for at fordybe dig i en helt anden virkelighed, mens Augmented Reality lægger et ekstra lag af information oven på virkeligheden. Mixed Reality er lige nu særligt kendetegnet ved Microsofts Hololens og kan med både headset og ekstra processorkraft kombinere en ekstra virkelighed med vores egen.

De nye teknologier kan ændre underholdningsbranchen, medicin, arkitektur, udvikling og undervisning. Og så giver det vores sind mulighed for at rejse steder hen, som vi ellers kun drømmer om.

- VR bliver den platform i fremtiden, der får vores oplevelseskurve til at eksplodere. Det vil føles som om, vi næsten kan rejse i tid og sted, afslutter Louise Opprud Jakobsen.