Aluminium-grafit batteri giver elbiler rækkevidde på over 550 km

Det nye kinesisk-udviklede batteri er både billigere, lettere og mere energitæt end traditionelle lithium-ion batterier.

Batteriet er baseret på aluminium og grafit, hvilket ifølge forskerne gør det op til 50 procent billigere at producere. (© sCANPIX)

Jagten på fremtidens batteri er i fuld gang på universiteter og i virksomheder verden over. For lithium-batterierne sakker bagud i udviklingen, og er lige nu den største forhindring for fremtidens elbils-samfund.

Nu ser det dog ud til, at kinesiske forskere fra Shenzhen Institute of Advanced Technology (SIAT), har taget et skridt i den rigtige retning.

De har udviklet et batteri baseret på aluminium og grafit, som løser flere af problemerne med de klassiske lithium-ion batterier(LIB).

Den nye batteriteknologi, aluminum-graphite dual-ion battery, som forkortes AGDIB, vejer mindre, fylder mindre og koster op til 50 pct mindre at producere end traditionelle LIB'er.

Høj energitæthed giver lang rækkevidde

Alligevel er energitætheden angiveligt næsten tre gange højere end de bedste lithium-ion batterier i dag.

- Sammenlignet med almindelige LIB'er viser dette batteri store fordele ved produktionsomkostninger og energitæthed, siger Tang Yongbing, som ledede forskningsholdet i en pressemeddelelse.

Batteriteknologien kan ifølge forskerne levere en energitæthed på omkring 560Wh/L, og det er meget højere end traditionelle batterier.

I luksuselbilen Tesla Model S, som har de måske mest avancerede lithium-ion batterier overhovedet, er energitætheden kun cirka 350Wh/L.

Det betyder, at et 500 kg tungt AGDIB-baseret batteri vil kunne levere en hidtil uhørt rækkevidde for en elbil på omkring 550 kilometer.

Ifølge forskerne kan teknologien nemt skaleres og bruges i alle former for elektronik og elektriske køretøjer.

Deres resultater er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Advanced Energy Materials.

Realistisk set skal vi dog nok vendte nogle år før teknologien ender i elbiler på gaden.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve