Anti-reklame-apps hitter stort i App Store

Dagen efter at Apple frigav iOS9 med muligheden for at blokere reklamer, høvler flere anti-reklame-apps opad hitlisterne i App-store. Også i Danmark.

Det kræver ikke mere end en app og et par indstillinger, så er reklamerne blokeret på iPhone. (Foto: skærmdump)

Det går over stok og sten for apps, der hjælper iPhone- og iPadbrugerne med at blokere reklamer på nettet.

Muligheden er ellers helt ny og dukkede først op med styresystemet iOS9, som Apple frigav onsdag - men allerede nu er to af de mest populære apps til formålet strøget opad hitlisterne i Apples App-store.

Et lille døgns tid efter at iOS9 blev frigivet, er appen 'Peace' med raketfart skudt op til en fjerdeplads på listen over de mest populære betalte apps i Danmark. Også appen 'Purify' er dukket op, dog på plads nummer 37.

Begge de to apps skræller reklamer væk fra nettet når man surfer rundt på sin iPhone. De er blandt det nye kuld af apps, der er kommet på banen efter frigivelsen af iOS9 onsdag.

I USA er reklameblokering nummer 1

I USA, Storbritannien og andre lande har de to samme apps nydt tilsvarende stor popularitet - i USA ligger 'Peace' sågar på førstepladsen over mest populære betalte apps, mens 'Purify' ligger nummer fem.

Populariteten skal ses i forhold til, at iOS9 rulles gradvist ud, og installeringen manuelt skal godkendes. Derfor må det formodes, at millioner af iOS-brugere verden over fortsat ikke har opdateret.

De to apps er dog langt fra de eneste af deres art i App Store - blot foreløbig de mest populære.

Fælles for mange af de nye, omdiskuterede apps er, at de samtidig kan indstilles til at beskytte brugerne mod at blive overvåget af reklamenetværk og tracket af knapper fra sociale medier som Facebook og Twitter. Enkelte kan endda blokere for porno.

Varmt og problematisk emne

Reklameblokering er det seneste års tid blevet et stadigt mere varmt emne, fordi der er voldsom vækst i antallet af brugere, der installerer særlige udvidelser i deres browsere for at fjerne reklamer og sociale medie-knapper.

Problemet er imidlertid, at reklameblokering samtidig underminerer onlinemediernes indtægtsgrundlag. Det kan på længere sigt kan gøre det umuligt at drive medievirksomhed på nettet, hvor det har vist sig svært at få folk til at betale rede penge for indhold.

På mobile enheder har problemet dog været særligt udtalt, fordi reklamer koster båndbredde og processorkraft, hvilket kan være pinefuldt på en sløv dataforbindelse og samtidig dræne mobilen hurtigere for batteri.

Hidtil har reklameblokeringsværktøjer været sparsomme i både Apples App-store og Googles tilsvarende butik, Play. Android-brugerne er fortsat henvist til kreative løsninger som fx at hente alternative browsere, der kan fjerne reklamer, tracking og knapper fra sociale medier.

Flere mislykkede retssager

For få måneder siden tabte tyske medievirksomheder over to omgange sager mod selskabet Eyeo, der står en af de mest populære anti-reklameværktøjer, browser-udvidelsen Adblock Plus. Medievirksomhederne ville have udvidelsen forbudt, men tabte sagerne.

Imens har både Adblock Plus, privatlivsorganisationen Electronic Frontier Foundation og flere andre parter i fællesskab udarbejdet et sæt fælles dogmeregler, der skal være grobund for en ny type reklamer, der hverken er invasive eller tracker folk på tværs af nettet.

Alliancen vil sikre, at reklamer, der overholder dogmereglerne, kan slippe igennem anti-reklameværktøjer.

Ingen af af de store tech-virksomheder er med i alliancen.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve