App til hjernegymnastik får millionbøde for falske løfter

Lumosity-appen lovede temmelig meget mere end den kunne holde. Nu får selskabet en stor bøde.

Lumosity byder på små spil, der altså ikke træner hjernen på den måde, selskabet påstår. (Foto: pressebillede)

'Brug vores hjernetræningsapp, og få en skarpere hjerne i skolen og på arbejdet - og beskyt samtidig hjernen mod demens og Alzheimers'

Sådan lød det i reklamerne for hjernetræningsappen Lumosity, og det kommer nu til at koste selskabet bag appen, Lumos Labs, en solid bøde på små 15 mio. kroner for at love langt mere, end der er videnskabeligt belæg for at påstå.

Lumos Labs og de amerikanske forbrugerbeskyttelsesmyndigheder, FTC, har netop indgået forlig i sagen, der indebærer at Lumos Labs - udover at betale bøden - også straks skal stoppe med at hævde, at hjernetræningsprogrammet gør brugerne skarpere og beskytter dem mod stribevis af lidelser som ADHD, Turner-syndromet, posttraumatisk stress og forskellige former for demens.

Ingen dokumentation for effekt

...de har ganske enkelt ikke den videnskabelige dokumentation bag deres reklamer

Jessica Rich, FTC

Lumosity er ellers en af de mest kendte hjernetræningsapps, der tilbyder træningsprogrammer mod abonnement. Træningsprogrammerne er små spil, puslerier og gåder, der kræver tankeaktivitet at løse. Der er bare ikke noget videnskabelig dokumentation for, at træningsprogrammerne beskytter mod alt det, der påstås i reklamerne, konkluderer FTC.

- Lumosiy levede af forbrugernes frygt for aldersrelaterede svækkelse af hjernen, og hævdede, at deres spil kunne bekæmpe hukommelsestab, demens og endda Alzheimers. Men de har ganske enkelt ikke den videnskabelige dokumentation bag deres reklamer, siger Jessica Rich fra FTCs forbrugerebeskyttelseskontor i en udtalelse om forliget.

Også kritik af 'positive' brugerudsagn

Lumosity er ikke den eneste af sin art, ejheller den eneste app, der påstår at at kunne udvikle brugernes hjerne. Til gengæld har Lumosity været en af de mest aktive med reklamekampagner for appens fortræffeligheder. Kampagner, der altså nu skal stoppe.

Selskabet får også kritik for ikke at oplyse om at de mange positive anmeldelser, brugerne har givet Lumosity, reelt er fremkommet som en del af en konkurrence, hvor anmelderne dystede om iPads og rejser.

Forliget betyder også, at Lumosity skal kontakte sine abonnenter og oplyse om, at de måske har tegnet abonnement under falske forudsætninger.

FTC har tidligere været stærkt kritisk overfor tech-selskabers vidtgående løfter, og har blandt andet tvunget beskedappen Snapchat til at stoppe med at love brugerne, at deres beskeder forsvinder fra modtagernes telefoner, når det ikke er tilfældet.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve