Apple afviser officielt at hacke terrorists iPhone

I et 65 sider langt dokument sendt til en domstol i Californien, argumenterer Apple for, at retten ikke har loven på sin side, når den tvinger firmaet til at hacke sin egen software.

Apple vil ikke bygge et stykke software, der sætter iPhones kryptering ud af spil. Her ses demonstrant foran en Apple-butik i New York, der støtter Apples kamp mod FBI. (Foto: Justin lane © Scanpix)

Apple har nu indsendt sin formelle respons til retten i Californien i en sag, hvor firmaet er blevet pålagt at hacke sin egen kryptering, for at hjælpe FBI med at åbne en terrorists iPhone.

Helt som ventet afviser Apple blankt at følge dommerens ordre.

Det 65 sider lange dokument starter med at gentage, hvad Apple flere gange har sagt offentligt, nemlig at sagen ikke drejer sig om at åbne en enkelt telefon.

I stedet mener Apple, at FBI og justitsministeriet gennem domstolene forsøger at tvinge Apple til at udvikle et særligt stykke software - en såkaldt bagdør - der gør det muligt at omgå den kryptering, der nu er standard på flere hundrede millioner iPhones.

Apples jurister argumenterer samtidig for, at den lov som dommeren har lagt til grund for at tvinge Apple til at åbne telefonen - All Writs Act fra 1789 - ikke giver lovhjemmel til dette.

Efter Apples opfattelse, betyder dommen i praksis, at retten tvinger et privat firma til at bygge et dedikeret stykke software til myndighedernes brug, hvilket der ikke findes noget fortilfælde for.

Apples direktør Tim Cook har tidligere sagt, at han er parat til at tage sagen hele vejen til højesteret, da han mener at sagen er principiel.

Grundlæggende mener Apple dog slet ikke at det er domstolene, men derimod kongressen, der skal finde en løsning på problematikken, om hvordan man i en digital verden samtidig kan sikre borgernes privatliv og den nationale sikkerhed.

Apples chefjurist, Bruce Sewell, skal på tirsdag deltage i en høring i kongressen, som netop omhandler kryptering.

Du kan læse hele Apples svar til domstolen nedenfor.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve