Apple vil satse 100 procent på genanvendte materialer

Ny strategi kan gøre Apple til sektorens største klimaduks. Miljøorganisation roser virksomhedens ambitioner.

Apple satser strategisk på at benytte 100% genanvendelige materialer i produktionen af deres apparater. (Foto: © Michaela Rehle / Reuters © Scanpix)

Den amerikanske tech-gigant Apple vil fremover arbejde for at producere deres iPhones, iPads og Macs udelukkende af genanvendte materialer. Det skriver de i en pressemeddelelse.

Det sker i forlængelse af, at den californiske virksomhed i forvejen har bevæget sig mod at overgå til 100 procent vedvarende energi.

Det er en udvikling som miljøorganisation Greenpeace byder velkommen. I en tilsvarende pressemeddelelse fra organisationen skriver de bl.a. at de mener, at Apples forpligtelse til genanvendelse af materialer er “ambitiøs” og “sender Apple langt foran andre i sektoren”.

Genanvendte materialer

Ved at benytte 100 procent genanvendte materialer kommer Apple til at begrænse sin belastning af Jorden betydeligt, fordi der ikke længere skal udvindes sjældne materialer til virksomhedens elektroniske enheder.

Samtidig betyder det, at teknologisk affald fra virksomhedens produkter, der i dag kan udgøre en fare for både miljø og mennesker, vil blive genanvendt.

Det er dog en omkostningstung og udfordrende affære at ændre hele virksomhedens produktion til at bruge genanvendte materialer, så Apple vil endnu ikke love, hvornår de når målet.

Udfordring til andre tech-virksomheder

Miljøorganisationen Greenpeace bifalder Apples strategi og stikker samtidig til andre virksomheder som Samsung, Huawei og Microsoft, som Greenpeace håber vil følge i Apples fodspor.

Og det er ikke umuligt. Greenpeace mener i hvert fald, at Samsung allerede har vist gode takter ved at tilbagekalde og genanvende 4,3 millioner fejlramte Samsung Galaxy Note 7, der har været med til at påvirke brugernes opfattelse af brandet.

Men et fokus på genanvendelse af firmaets produkter i stil med Apples ambitioner, vil det være med til at øge brugernes tillid til virksomheden, skriver Greenpeace.

Man kan læse Apples planer for miljøet her.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve