Apples fjende tjener kassen på ny iPhone

Samsung står til at tjene mange milliarder kroner på blandt andet at levere skærmen til den kommende iPhone X.

Skærmen på den kommende iPhone X er 'made by Samsung'. (Foto: STEPHEN LAM © Scanpix)

Hvis iPhone X bliver en stor salgsucces, så vil Samsung tjene et gigantisk tocifret milliardbeløb.

Ja, det lyder måske næsten som om, det ikke kan passe, men det gør det.

Det sydkoreanske firma producerer nemlig ikke bare egne produkter, men firmaet er også storleverandør af dele til andre firmaer, heriblandt Apple.

Kun Samsung kan sikre den nye iPhone-skærm

Samsung er det eneste firma, der i øjeblikket kan levere store mængder af den helt nye kantløse skærm på iPhone X. Også hukommelsen og de chips, der lagres data på i Apples dyreste telefon, vil i overvejende grad blive leveret fra Apples værste mobil-konkurrent.

Lægger man prisen på alle de sydkoreansk-producerede dele sammen, står Samsung således til at modtage 110 dollar per iPhone X, som koster slutbrugeren minimum 1.000 dollar. Det viser beregninger, Wall Street Journal har fået lavet.

Firmaet Counterpoint Technology estimerer ydermere overfor Wall Street journal, at iPhone X vil blive solgt i 130 millioner eksemplarer frem mod sommeren 2019.

Holder tallet stik vil Samsung altså kunne indkassere 14,3 milliarder dollars på Apples flagskibstelefon, svarende til 90 milliarder kroner. Ifølge rapporten er det 4 milliarder dollars mere, end hvad det forventes Samsung vil tjene på delene, der sidder i firmaets egen Galaxy S8.

Et kompliceret forhold

Samsung og Apple har igennem en længere årrække haft et mildest talt kompliceret forhold til hinanden.

På den ene side er de indædte konkurrenter, der afskyr hinanden. Dette har blandt andet resulteret i flere årelange retssager mellem de to firmaer, hvor anklager om tyveri af hinandens patenter har fyget gennem luften.

Den ene af sagerne nåede sågar til den amerikanske højesteret. Bøder i milliardklassen er blevet tildelt begge parter, og højtprofilerede chefer har måtte bruge deres tid i vidneskranken.

På den anden side har Samsung i mange år leveret dele til Apples vigtigste produkt iPhone. Det har gjort sydkoreanerne til en helt central leverandør af batterier, skærme og andre komponenter til Apples produkter, og reelt gjort det amerikanske firma afhængig af Samsung.

De første partier af den kommende iPhone X forventes leveret i starten af november. Det er dog endnu uklart, hvor mange millioner telefoner Apple kan levere med det samme. Flere analytikere forventer, at mange kunder risikerer at måtte vente med at få fingre i den hundedyre telefon til et stykke ind i 2018.