Apps kan afsløre dit hemmelige nummer

Teleselskaber tillader apps på mobiltelefoner at høste danskernes hemmelige numre

Teleselskaber giver apps tilladelse til at afsløre telefonnumre og lagre dem i en database - selvom de er hemmelige. (Foto: ADREES LATIF © Scanpix)

Apps kan få adgang til dit hemmelige nummer, uanset om app'en eller har tilladelse til at tilgå den slags data, og uanset om nummeret er hemmeligt eller ej. Det skriver Version2.

Det fremgår af en demonstrationsvideo, som HTX-studerende Emil Stahl, der har fulgt sagen tæt, har lavet. Her viser han, hvordan en app, udviklet af Emil Stahls kammerat Jonas Boserup, kan fiske telefonnummeret ud af en iPhone, selvom app'en ikke har tilladelse til det.

At det foregår på en iPhone er i sig selv bemærkelsesværdigt. Apple tillader nemlig slet ikke, at apps får adgang til mobilens telefonnummer, fortæller Esben Thorving Bjerregaard, Solutions Architect & Partner i app-udviklingsfirmaet iDeal Development, til Version2.

Esben Thorving Bjerregaard har kigget på koden bag demonstrations-app'en, og han vurderer, at teknikken, app'en anvender, ser troværdig ud.

Telefonnummer gemmes på hjemmesider

App'en udnytter i det konkrete tilfælde, at en af teleselskabernes samarbejdspartnere, Unwire, har gemt mobilnummeret i den såkaldte HTML-kode på nogle undersider. Når de bliver besøgt via mobilen, kan app'en hente telefonnummeret - også selvom det er hemmeligt.

Herefter kan numrene i princippet sendes videre og samles i en database. Uanset om brugeren har givet app'en tilladelse eller ej.

I følge Version2 er Esben Thorving Bjerregaard overrasket over, at selskaberne videresender mobil-numrene til 3. part.

- Det synes jeg er helt uacceptabelt. Som absolut minimum bør de nævne, hver gang de sender mobilnummeret til en 3. part, siger han.

Flere teleselskaber sender numre videre

Telia, TDC og Telenor bekræfter over for Version2, at selskaberne automatisk medsender mobilnumre til det, de beskriver som betroede samarbejdspartnere, når visse url'er bliver tilgået. Det gælder også hemmelige telefonnumre. 3 anvender ikke samme metode.

Både TDC, Telia og Telenor er medlemmer af Teleindustrien. 3 er ikke. På spørgsmålet om hvorvidt selskaberne faktisk ved, hvorvidt der har fundet misbrug sted, svarer direktør for branchesamarbejdet Teleindustrien, Jakob Willer, Version2:

- Ingen af selskaberne har kendskab til, at der har fundet misbrug sted.

/Ritzau/DR Nyheder/