Computerspil gør børn bedre til engelsk

Svensk forskning viser, at interaktive spil øger spillernes ordforråd.

Den svenske forskning viser, at især drenge, der spiller rollespil på nettet, lærer meget engelsk. (© Colourbox)

Hvis dine børn eller børnebørn bruger mange timer i ferien med at spille computerspil eventuelt sammen med andre på nettet, så glæd dig over, at de formentlig bliver bedre til engelsk.

Ny forskning fra Göteborg Universitetet og Karlstad Universitetet viser, at børn, der spiller meget computerspil, er bedre til engelsk.

Det er netop den sprogtræning, børnene får uden for skoletiden, som er vigtigt for at videreudvikle sprogkundskaberne, siger forskeren Liss Kerstin Sylvén til forskning.no.

Forskning i computerspil
  • 75 elever i 4. klasse i Sverige blev delt i 3 grupper:
  • Børn, der ikke spillede
  • Børn, der spillede fra 1 til 5 timer hver dag
  • Børn, der spillede over 5 timer hver dag
  • Børnene førte sprogdagbøger. Og de blev testet af forskerne
  • Pigerne brugte mest tid på sociale medier, mens drengene spillede computerspil, især rollespil
  • Forskningen viste, at jo mere børnene spillede, jo bedre var de til engelsk. Og især hvis det var rollespil

Kilde: Forskning.no

4. klasse førte sprogdagbog

Liss Kerstin Sylvén har tidligere studeret sprogkundskaber blandt unge, og denne gang har hun kigget på yngre børn.

75 barn i 4. klasse blev bedt om at føre sprogdagbog og notere, hver gang de mødte engelsk i fritiden.

Børnene blev derudover testet af forskerne, og det viste sig, at børn der spillede meget computerspil på nettet, kunne meget mere engelsk end andre børn.

Især rollespil gavner engelsk

Forskningen viser også, at drengene spiller mere computerspil end pigerne, og at de kan mere engelsk end piger. Samtidig er det især rollespil på nettet, der gavner engelsk-kundskaberne.

Det gælder blandt andre to rollespil, som faktisk er målrettet ældre børn, World of Warcraft (aldersgrænse på 12 år) og Grand Theft Auto, (aldersgrænse på 18 år).

Hvis spillene tilhører typen MMORPG (Massively multiplayer online role-playing games), samarbejder spillerne om at løse opgaver, og det foregår ofte på tværs af landegrænser.

Det betyder også, at børnene hele tiden møder nye engelske ord, som de er nødt til at lære og dermed samle op i deres ordbog.

Forskerne vil gerne gå videre

Ifølge forskning.no vil de svenske forskere gerne arbejde videre med forskningen og inddrage flere børn, fordi det vil øge kvaliteten i forskningsresultatet.

På den anden side bekræfter det nye resultat tidligere forskning med ældre børn.

- Fundene i dette studie har tydelige fællestræk med, hvad min kollega og jeg har fundet tidligere. Og det giver resultaterne ekstra tyngde, selv om børnene tilhører forskellige aldersgrupper, siger Liss Kerstin Sylvén.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve