Dansk cykelhit afviser - delvist - anklager om kopidesign

Mate.bike giver sig selv 3,5 på en skala fra 1 til 10, om hvorvidt firmaets cykel er dansk kvalitet og design, som de har markedsført sig på.

Er den hypede danske Mate-elcykel "danish quality and design", som firmaet påstår i sin markedsføring?

Det har flere brugere stillet spørgsmålstegn ved, efter de har fundet cykler på nettet, der i høj grad ligner Mate. Blandt andet en cykel af mærket Llobe, som kan købes i Lidl i Tyskland og på den kinesiske e-handels-side Alibaba.

Et af salgspunkterne i den polerede marketingsvideo, som sidste år var med til at gøre Mate til det mest succesfulde danske crowdfunding-projekt nogensinde, var netop, at cyklen var dansk designet og dansk kvalitet.

Markedsføringen af Mate-cyklen påstår, at det er dansk kvalitet og design. (Foto: Skærmbillede fra markedsføringsvideo © Mate)

Søskendeparret Christian Adel Michael og Julie Kronstrøm Carton, som står bag den foldbare elcykel, indsamlede på hjemmesiden Indiegogo 21 millioner kroner på blot 50 dage. Siden er forudbestillingerne vokset til 38 millioner kroner.

Da So ein Ding spørger de to danskere, hvordan de har designet cyklen, lægger Christian Adel Michael ikke skjul på, at stellet er hentet i Kina. Det er altså et kinesisk design, der danner ramme om Mate-cyklen, firmaet har markedsført som dansk.

El-cyklerne Mate og Llobe ligner hinanden en hel del. Men Mate-stifterne mener, de er helt forskellige. (Foto: Ronni Skovmand © dr)

Da et stort print af den ovennævnte Llobe-cykel bliver bragt på banen, smiler de to Mate-stiftere og fortæller, at de udmærket kender cyklen, som kom på markedet før Mate begyndte at samle penge ind. De har rent faktisk selv testet den, siger Christian Adel Michael.

Men de to søskende mener ikke, der er tale om den samme cykel.

- Den har ikke det samme livsstils-brand-værdi som vores, fremfører Julie Kronstrøm Carton.

Stifter: Foldecykler minder om hinanden

Sammenlignet med Llobe-cyklen påpeger Christian Adel Michael, at der sidder andre dele på Mate-cyklen, selvom ligheden overordnet set er temmelig slående.

- Hvis du kigger efter foldecykler, så vil du se, de allesammen minder meget om hinanden. Ved første indtryk ser det ud som om, det bare er mærket, der er anderledes, men det er alt det, der ligger indenunder, som egentlig gør forskellen på en god cykel, siger han.

- Du kan få en forgaffel i en million forskellige kvaliteter og mærker, og der har vi udvalgt vores, fordi det har været det bedste valg til Mate.

- Et stel er et stel. Og selvfølgelig skal alle cykler have en saddel og have et styr. Men det er virkelig detaljen, der gør forskellen, gentager Christian Adel Michael.

"Den er lige på vippen"

Hvad vil du sige til alle dem, der sidder derude og tænker, at det er varm luft og noget internet-plattenslageri, at I tager et design, der allerede eksisterer og laver en fed video og gør det cool?

- Alt har en start. Og vi har hele tiden kommunikeret ud, at Mate er sat sammen af eksisterende komponenter. Det er en af grundene til, at vi netop har kunnet lave så god en cykel til så fornuftig en pris, siger Christian Adel Michael.

Direkte adspurgt om de to stiftere stadig mener, Mate-cyklen er ‘danish design og danish quality’, er de noget vævende i deres svar.

- Man kan godt sige, at den ligger lige på vippen, siger Christian Adel Michael og fortsætter:

- Vi har jo ikke siddet og tegnet den del for del. Det vi har designet er hvordan alle delene er sat sammen. Vi har udvalgt hver en del fra computeren, chipsettet, suspension, bremser, usb, og at styret kan gå op og ned, siger han.

Julie Kronstrøm Carton fremhæver, at også malingen og selve logoet er anderledes ved Mate, og at man derfor godt kan stå inde for, at den samlede pakke er danish design.

Hvor dansk er cyklen fra 1-10?

På en skala fra 1-10, hvor meget er Mate-cyklen så danish design and quality?

- 10, svarer Christian Adel Michael.

Du sagde jo lige, den var på vippen?

- Når man stiller dem op ved siden af hinanden her (Mate og Llobe-cyklerne, red.), så er det selvfølgelig svært at sige. For design forstås som at tegne noget, og det har vi ikke gjort. Vi har designet sammensætningen af cyklen. Vi har bygget Lego, sat klodser sammen, så den er blevet, som den er.

- Om vi har designet stellet, nej. Og vi har heller ikke genopfundet hjulet, siger Christian Adel Michael.

Så hvis det ikke er en 10’er, hvor meget vil du så give den?

- Som det bliver sagt, er det sandt (at det er danish design and quality, red). Men på en skala fra 1-10 vil jeg give den en 3,5’er, fordi vi ikke selv har tegnet stellet i denne her omgang, siger Christian Adel Michael.

Adspurgt en sidste gang - denne gang som et ‘ja eller nej spørgsmål’ - om Mate-cyklen er 'danish design og quality', lyder svaret fra Christian Adel Michael:

-Ja, hvis man kigger på sammensætningen minus tegningen. Ja, det er jo det vi siger, så selvfølgelig er det et ‘ja’.

Hele interviewet med Mate-stifterne kan ses øverst i artiklen. Hele So ein Ding-programmet, kan ses på DR TV.