DTU er klar til arabisk million-konkurrence om fremtidens robot

Der er både 35 mio. kroner og æren på spil, når et hold danske ingeniører de næste to dage dyster i konkurrence om fremtidens robot i Abu Dhabi.

De studerende Christian Amand Witting, Christopher Prinds Bilberg og Martin Krarup Plenge-Feidenhans'l klargør de sidste detaljer ved den selvkørende robot og dronerne, før de skal sendes til Abu Dhabi. (© Mikal Schlosser)

- Stemningen og kampånden er god - og vi håber da på at vinde.

Sådan lyder det fra robotforsker på DTU Elektro, Ole Ravn, da han ringer fra Abu Dhabi.

Her er han sammen med et team af fire øvrige forskere og otte studerende fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU, godt i gang med forberedelse og tests, inden det torsdag morgen går løs i robotkonkurrencen “Mohammed Bin Zayed International Robotics Challenge” - opkaldt efter de Forenede Arabiske Emiraters stenrige oliesheik og kronprins.

I konkurrencen dyster nogle af verdens bedste robotforskere og studerende om deres bud på fremtidens robot, som skal kunne opfange sine omgivelser og tilpasse sig ændringer i det helt autonomt - altså uden at være styret af en person.

- Fremtidens robot er ikke bare en ‘dum’ maskine, der gør hvad den får besked på. Fremtidens robot kan se verden og agere ud fra det, den ser, siger Ole Ravn.

Fra handicap-køretøj til selvkørende robot

Konkurrencen i Abu Dhabi består af fire discipliner, som skal udføres med droner i form af hexakoptere og en mobil robot på hjul.

I første disciplin skal en drone lande på taget af en lastbil, der kører i 8-taller.

I anden disciplin skal en selvkørende robot - på samme bane som dronen - finde en stor kasse, hvorpå der hænger seks skruenøgler. Robotten skal vælge den rigtige nøgle og skrue en ventil på kassen løs.

I tredje disciplin skal tre droner på banen på samme tid og finde forskellige ting, samle dem op og smide den i en papirkurv. Dronerne skal altså samarbejde for ikke at støde sammen.

I fjerde og sidste disciplin skal alle de ovennævnte opgaver udføres på samme bane på samme tid.

- Vores favorit-disciplin er nummer to. Her satser vi på at vinde siger Ole Ravn.

DTU-holdets robot, som skal bruges i anden disciplin, var oprindeligt et handicapkøretøj. Nu er det en selvkørende hitech-robot spækket med sensorer og udstyret med en bevægelig robot-arm fra danske Universal Robots.

En arm som mange af de andre hold i øvrigt også benytter sig af.

- Vores fordel er, at vores robot føler sig frem ved hjælp af sensorer. Flere af de andre hold bruger kamerateknologi. Det fungerer også normalt hurtigere. Men når solen skinner, som den gør her, er det altså svært for kameraerne at se noget, lyder det fra Ole Ravn.

Penge og prestige

I alt deltager 25 hold fra universiteter i bl.a. USA, Australien, Kina, Japan og Saudi Arabien i konkurrencen.

De er udvalgt blandt 143 ansøgere. DTU-holdet er det eneste fra Skandinavien.

Udover en samlet præmiesum på omkring 35 millioner kroner, er der selvfølgelig også prestige og ære forbundet med at vinde konkurrencen.

Det bliver ikke mindst understreget af udvælgelsesprocessen, som har varet omkring et par år og valget af arena for konkurrencen: The Yas Marina Circuit - Abu Dhabis officielle formel 1-bane.

Stor betydning for industrien

Ole Ravn har arbejdet med robotter i flere årtier. Når han ser 5-10 år tilbage, har især to ting ændret sig inden for robotternes verden: Teknologi og tilgængelighed.

Alverdens 3D-kameraer og sensorer har givet robotterne mulighed for at opfatte deres omgivelser, og øget computerkraft betyder, at de kan omsætte viden fra deres opfattelser til praksis hurtigt.

- Og så er de blevet nemt tilgængelige bl.a. fordi de er billige og nemme at håndtere, hvor de før var mere komplekse, siger Ole Ravn, der fremhæver den danske succes-virksomhed Universal Robots som et godt eksempel på et firma, der har gjort industrirobotter udbredte.

Netop industrien er der, hvor Ole Ravn spår de autonome og fleksible robotter den helt store betydning:

- Mange robotter kan i dag kun udføre én opgave, og går noget galt, fortsætter de bare. Den nye generation af robotter kan programmeres til at udføre forskellige opgaver og tager selv højde for ændringer, siger han.

Også i andre henseender kommer de autonome robotter og droner til at spille en afgørende rolle.

- Den store hype om selvkørende biler, er svær at overse, og robotter til søgning- og redningsopgaver begynder at vinde frem, fortæller Ole Ravn.

Bliver vores kolleger

Skal han se 5-10 år frem ind i fremtiden, tror han dog især, at robotterne indtager en plads som såkaldte co-bots.

De bliver med andre ord kolleger til nogle af os.

- Robotterne kommer til at give os en nemmere hverdag i fremtiden, fordi de kan samarbejde med os - bl.a. i forbindelse med logistikopgaver, siger Ole Ravn.

Konkurrencen i Abu Dhabi begynder torsdag kl. 8 lokal tid (kl. 5 dansk tid). DTU deltager i sin første challenge kl. 8 dansk tid. Konkurrencen livestreames her.

Deltagerne kan vinde mindre præmier inden for de forskellige discipliner, mens hovedpræmien går til vinderen af fjerde disciplin, der afgøres lørdag.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve