Ekspert: Messenger lærte os at chatte

MSN Messenger var med til at definere en ny måde at kommunikere på for især de unge.

Messenger var en tidlig forløber for moderne kommunikation. Specielt blandt de unge. (Foto: Microsoft.com)

I disse timer bliver de sidste linjer i chatklienten MSN Messenger skrevet, for når dagen er omme, har Microsoft slukket for serverne.

Og når det sker, er det et lille stykke internethistorie, der sættes punktum for.

- MSN lærte os at chatte. For rigtig mange mennesker var det den første oplevelse vi havde med at chatte med en person i real time (uden forsinkelse, red.), siger Trine-Maria Kristensen, cand.scient.soc og selvstændig social media-rådgiver.

Det var nemt at komme med

Godt nok var MSN Messenger ikke den første chatklient. Før den kom på banen var blandt andet ICQ udbredt i it-kredse, men da Messenger kom i 1999, gjorde programmet det nemt for alle at komme med på chatbølgen, forklarer Trine Maria Kristensen.

- Det var nemt at installere, vi havde lige vænnet os til at kommunikere via email og så fik folk det forærende, hvis de havde en emailkonto hos Hotmail.

Udbredelsen af MSN Messenger førte dog også til en del diskussioner på arbejdspladser, hvor man diskuterede, om det overhovedet var i orden at chatte over Messenger, som virkede meget uformel ved siden af de polerede og meget professionelle Office-pakker fra Microsoft.

Kommunikation uden budskab

Messenger faldt til gengæld i god jord hos de unge, som fik en nem og hurtig måde at kommunikere med hinanden på, på et tidspunkt, hvor mobiltelefoner endnu ikke var udbredt.

For med Messenger fik de unge en mulighed for at skrive til hinanden om ingenting.

- Unge skal bare bekræfte en relation, når de kommunikerer. Når de skriver "hvad så?", skal de bare bekræfte, at de er i hinandens zoner og stadig er bedste venner. Og på det punkt var chat virkelig smart, forklarer Trine-Maria Kristensen.

Den første statusopdatering

Tiden endte dog med at løbe fra Messenger, som er blevet udkonkurreret af Facebook og Skype. Men chatklienten nåede at sætte sine spor.

Blandt andet skrev mange mennesker deres første statusopdatering nogensinde, som en lille besked efter deres navn i klienten, så deres venneliste kunne se, hvad de lavede og tænkte lige nu.

- Man gav et lille pip om sin status lige her og nu. Man skrev ting som "jeg skriver opgave" eller "jeg skal lufte hund", og i dag gør vi det alle steder, siger Trine-Maria Kristensen.

Det kom også til udtryk hos den yngre generation, der brugte de små opdateringer til at udtrykke deres følelser.

Vi vil have hurtigt svar

Trine-Maria Kristensen tilskriver også Messenger en stor del af æren for, at vi i dag er utålmodige i vores kommunikation.

Hvor vi før i tiden gerne ventede mange timer på svar på en mail eller dage for et brev er tempoet nu skruet helt i vejret, fordi vi er vant til, at folk svarer med det samme.

- I dag tænker man, at det næsten er uhøfligt, hvis folk ikke svarer inden for fire minutter, når man sender en sms. Og hvis jeg ikke har fået svar inden for 10 timer bliver jeg urolig, siger Trine-Maria Kristensen.