En milliard Yahoo-konti er blevet hacket

Data fra mere end en milliard Yahoo-brugere er angiveligt blevet stjålet i et hackerangreb i 2013.

Endnu engang er Yahoo blevet ramt af en større hacking-skandale. Denne ganger mere en 1 milliard brugere angiveligt ramt, skriver firmaet. (Foto: DADO RUVIC © Scanpix)

Internetselskabet Yahoo melder onsdag om et nyopdaget hackerangreb, der foregik i 2013. Her blev data fra mere end en milliard brugere angiveligt stjålet.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Yahoo mener, at en uautoriseret tredjepart i august 2013 stjal data forbundet til mere end en milliard brugerkonti, lyder det fra selskabet i en skriftlig erklæring.

Det har endnu ikke været muligt at slå fast, hvem der stod bag tyveriet.

Skift dit password med det samme

De stjålne data drejer sig sandsynligvis om blandt andet navne, e-mail-adresser, telefonnumre og passwords.

Yahoo tror ikke, at oplysninger om betalingskort og kontooplysninger er blevet berørt.

Selskabet er i gang med at informere brugere, der kan have været ofre for hackerangrebet. Det har også sat gang i tiltag, der skal sikre brugernes konti.

Yahoo opfordrer alle brugere til at skifte deres password, og til at være opmærksomme på, om der er skulle have været aktivitet på kontoen, der virker mistænkelig. Samtidig bør brugere, der har benyttet det samme password til at logge ind på andre hjemmesider, skifte deres kodeord på disse services.

Ikke det samme angreb som ramte Yahoo sidst

Ifølge Yahoo har det nyopdagede angreb ikke noget at gøre med det, der fandt sted i 2014, og som ramte 500 millioner brugere.

Da angrebet i 2014 blev kendt i september i år, blev det betragtet som det største eksempel på cyberkriminalitet nogensinde.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er fortsat ikke opklaret, hvem der stod bag angrebet i 2014. Yahoo gav i september udtryk for, at angrebet måske er udført af "statsstøttede" it-eksperter, skriver AFP.

Kunne ikke ske på et værre tidspunkt

Nyheden, om at hackere igen har formået at trænge ind i Yahoos systemer, kommer på et ubelejligt tidspunkt for selskabet, der var blandt internettets pionerer.

Yahoo, der har skrantet økonomisk i flere år, fører samtaler med teleselskabet Verizon om et salg af sin kerneforretning for 4,8 milliarder dollar.

Da hackerangrebet i 2014 kom til offentlighedens kendskab i efteråret, truede det ifølge AFP med at afspore det mulige salg til Verizon eller udløse et nedslag i prisen.

- Vi vil analysere betydningen af denne nye udvikling, før vi tager en endelig beslutning, meddelte Verizon i oktober ifølge Reuters.

Aktiekursen er raslet ned

Yahoo var i 1990'erne et af de mest succesrige og værdifulde internetselskaber i verden.

Da investorer omkring årtusindskiftet hamstrede aktier i internetselskaber, skød værdien af Yahoo i vejret.

Da aktiekursen toppede, havde Yahoo en markedsværdi på omkring 125 milliarder dollar. Siden er værdien raslet ned, og Yahoo har ikke formået at holde trit med selskaber som for eksempel Google.

/ritzau/