Europas første 3D-printede hus bliver bygget i København

Bygningen er den første 3D-printede bygning, som lever op til det europæiske byggekodeks.

Bygninger med organiske former er lettere at bygge med lavere omkostninger end ved traditionelt byggeri, lyder det fra firma, der nu er gået igang med at bygge den første 3D-printet bygning, der lever op til det europæiske byggekodeks.

Mens 3D-printede bygninger popper op alskens steder globalt, har Europa stadigvæk sit første 3D-printet hus, der lever op til det europæiske byggekodeks, til gode.

Det bliver der nu lavet om på i Københavns Nordhavn, hvor en 3D-printer er gået i gang med at printe et 50 kvadratmeter kontorhotel kaldet 'The Bod'.

3D-printning er i princippet relativt nemt at komme igang med. Man at få styr på kvaliteten, så den bliver konsisten, det er udfordringen.

Martin famke, ekspert i 3d-printet bygninger

Det er virksomheden 3D Printhuset, der står bag bygningen, mens materialerne til huset er blevet sponsoreret af en række firmaer. Her håber man, at projektet vil inspirere andre til at anvende 3D-print til byggerier.

Ingen rette linjer

Martin Tamke er arkitekt og lektor i bygningskunst ved Kunstskademiets Arkitektskole. Her forsker han blandt andet i 3D-printning af huse. Ifølge Martin Tamke er en af fordelene ved at bruge en 3D-printer til at bygge huse, at man kan bygge meget komplicerede former uden meromkostninger.

- Med 3D-print, kan du printe direkte. Du skal ikke skære eller forme betonen først. Det gør det både mere bæredygtigt og giver en større designfrihed, siger han.

Det er noget, som også afspejles i det kommende kontorhotel. Byggeriet har ikke en eneste ret linje i designet udover døre og vinduer.

Ifølge administrerende direktør i 3D Printhuset Henrik Lund-Nielsen så skal bygningen bruges til at inspirere.

- Vi håber, at The Bod bliver et effektivt demonstrationsprojekt, der kan inspirere andre til at anvende 3D-printteknologien til byggerier, siger han.

Den hjemmebyggede 3D-printer fylder 8X8X6 meter. 3D Printhuser har selv bygget printeren af indkøbte standardkomponenter. (Foto: 3D Printerhuset)

Udfordringer i fremtiden

Selvom mange i branchen har høje forventninger til 3D-prints muligheder i fremtidens bygningskonstruktion, så er Martin Tamke mere afdæmpet i hans vurdering.

- Jeg tror, det bliver de mere krævende bygninger med avancerede former, som bliver 3D-printet og ikke almindelige bygninger. Det er billigere at bygge med mursten end at lave 3D-print, så jeg tror i hvert fald, at der går en rum tid, før vi for alvor ser 3D-print vinde frem.

Sidste år lykkedes det et russisk firma at 3D-printe et hus på blot 24 timer. Og rundt omkring i verden dukker der hele tiden nye 3D-printede byggeprojekter op. At man i Danmark nu tager skridtet og bygger et hus, der lever op til de europæiske byggestandarder, er noget som Martin Tamke roser. Han mener, at der er behov for at sikre kvalitet i de 3D-printede bygninger.

- 3D-printning er i princippet relativt nemt at komme i gang med. Men at få styr på kvaliteten, så den bliver konsistent, det er udfordringen. Derfor er det vigtigt at bygge prototyper, så man har erfaringer, og det er vigtigt, at erfaringerne kommer ud i Danmark, siger han.