Facebook begynder at betale skat i Storbritannien

I kølvandet på slagsmålet om Googles skatter, begynder Facebook til april at betale skat af sine britiske indtægter.

(Foto: Jonathan Nackstrand © Scanpix)

Efter længere tids ballade og tovtrækkeri om de amerikanske tech-giganters betaling af skat i Storbritannien - eller mangel på samme - kan briterne nu se frem til et hidtil uset bidrag til statskassen fra det sociale medie Facebook.

Selskabet vil nemlig allerede fra april i år - men først for alvor fra næste år - begynder at lade sig beskatte i Storbritannien. Det skal ske i praksis ved at selskabet undlader at fakturere annoncesalg til britiske kunder fra hovedkvarteret i Irland som hidtil, men derimod vil gøre det fra Storbritannien.

Det afslører BBC i dag. Det vides ikke hvor meget skatteregningen bliver på.

Det er dog kun de store annoncekunder, der vil blive faktureret fra Storbritannien. Mindre annoncekunder vil fortsat skulle betjene sig via selskabets selvbetjeningsunivers fra Irland.

Storbritannien indførte sidste år en særlig skat kaldet ’Diverted Profits Tax’, populært kaldet Google-skatten - hvor selskaber med med visse selskabsstrukturer må betale 25 procent i skat af omsætning fra Storbritannien, inden pengene føres ud af landet til fx Irland. Penge, der ofte fuldt lovligt lander i nulskattelande som Bermuda eller Cayman-øerne.

Nu slipper Facebook altså med at betale 20 procent, skriver BBC. Facebook har tidligere betalt minimalt i skat i landet, trods en stor indtægt fra det store, britiske marked.

Sagen er seneste kapitel i en lang række sager om skattebetalinger fra særligt de store multinationale tech-selskaber, der i flere tilfælde har benyttet sig af helt lovlige skattefiduser, hvor penge sendes rundt i karusseller mellem lande som Irland, Holland og Bermuda og til sidst stort set ikke beskattes.

Google er blandt de bedst kendte selskaber, der benytter den lovlige skattefidus, men langt fra det eneste.

Skatteforhold for disse selskaber er også på agendaen i EU, hvor EUs kommissær for konkurrence, Margrethe Vestager, forestår undersøgelser af selskaber som Apple og Amazon, der måske har fået for lukrative skatterabatter i de lande, de har etableret sig, og dermed får en form for ulovlig statsstøtte.
Også OECD har talt dunder mod aggressiv skatteplanlægning blandt tech-selskaber.

BBC afslørede i januar, at Google har indvilliget i at betale 130 mio. britiske pund i restskat tilbage fra 2005 - et beløb, der blev kritiseret for at være alt for lavt.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve