Facebook fylder 10 år: Sådan har vores opførsel ændret sig

Gennem årene har danskernes adfærd på Facebook forandret sig fra det banale til det bevidste.

Vi tænker langt mere over, hvad vi deler på Facebook i dag end i begyndelsen. (© Colourbox)

Et album med 24 foto fra ferien på Mallorca, afslørende billeder fra lørdagens drukfest på studiet og dokumentation af nybagte boller.

Det er eksempler på, hvad der blev delt uden synderlig bekymring på Facebook, da danskerne begyndte at komme på det blå-hvide medie tilbage i 2006 og 2007.

Siden har meget ændret sig på de sociale mediers konge, der fylder 10 år 4. februar.

Facebook har forandret sig, men vi danskere har også udviklet vores adfærd på det sociale medie, forklarer flere eksperter.

Nu skal det være tjekket

En af dem er Gitte Stald, lektor ved IT-Universitetet i København:

- I begyndelsen af Facebook-æraen var vi mindre private og tænkte ikke over, at vores beskeder og billeder røg videre til andre end vores nære venner, siger hun.

I dag gør vi os flere tanker, inden vi trykker 'post', og derfor går der længere tid imellem, at folk deler afslørende billeder med alle og enhver, mener hun.

Det er dog ikke kun de meget private billeder, vi holder igen med, forklarer Gitte Stald.

- Tidligere var der flere pinlige og banale beskeder og billeder. De er der stadigvæk, men de fleste er efterhånden med på, at de ikke skal dele billeder af mad og katte på Facebook. Det skal være mere tjekket det, man deler nu.

Der er kommet flere ritualer

Gitte Stalds vurdering bliver bakket op af Lisbeth Klastrup, der også er lektor på IT Universitetet i København.

- I begyndelsen skrev man mange statusopdateringer. De er blevet færre, og så lader det til, at der kommet en konsensus om, at det er for dødssygt, hvis man opdaterer om at bage brød og kager, siger hun.

Der er kommet en konsensus om, at det er for dødssygt, hvis man opdaterer om at bage brød og kager.

Lisbeth Klastrup

Generelt er der kommet forskellige ritualer om, hvordan man opfører sig på Facebook.

- Der er opstået nogle normer for, hvad man kan dele, og hvordan man overholder social pli. For eksempel hvordan man reagerer, når mange af ens venner har skrevet fødselsdagshilsner på ens væg, siger Lisbeth Klastrup.

I like

Gennem årene har Facebook indført nye muligheder på det sociale medie, der også har været med til at påvirke vores opførsel.

En af dem er 'synes godt om/like'-knappen, der blev indført i Danmark i 2009.

- Knappen har haft en ekstrem stor betydning for vores sociale adfærd. Vores venner kan reagere og give umiddelbare bekræftelse på noget vi deler, og det ført til, at nogle jager så mange likes som muligt, siger Lisbeth Klastrup.

Snagen i fortid

Hun peger også på tidslinjen/timeline som en funktion, der forandrede vores måde at bruge Facebook, da den kom til Danmark i 2012.

Med tidslinjen rullet ned, kunne man se al den aktivitet, Facebook-brugere havde lagt ud, siden de kom på Facebook. Billeder, statusopdateringer og kommentarer.

- Med tidslinjen gjorde Facebook det endnu nemmere at snage i hinandens fortid, og det gjorde os bevidste om, hvordan vores livskronologi skulle tage sig ud på Facebook, siger Lisbeth Klastrup.

Nemmere at redigere sig selv

Hun forklarer, at Facebook måtte give brugerne mulighed for at kunne redigere i, hvad der skulle ligge på tidslinjen, og hvad man gerne ville holde skjult for sig selv.

- Med årene er det blevet nemmere at redigere selv og for eksempel hurtigt selv sørge for, at man ikke er offentligt tagget i et billede, siger Lisbeth Klastrup.

Samtidig er det blevet muligt at opdele folk i grupper, så vi nemmere selv kan styre, hvem der skal modtage det, vi lægger ud.

Mere opdeling

I dag er mere end tre millioner danskere på Facebook på tværs af generationer og sociale relationer. Det er en af grundene til, at vi er blevet mere bevidste om, hvad vi lægger ud til skue for alle.

Facebook har derfor givet os mulighed for at dele folk op i grupper, så vi bedre kan styre, hvem vi viser hvad til - især det private.

Men det kan være besværligt, og derfor er mange især unge begyndt at supplere Facebook med de sociale medier Instagram og Snapchat.

- De personlige ting er rykket på Instagram. Det er der, de nu viser, hvad de laver og har spist, siger Gitte Stald.

Facebook er kommet for at blive

Både Gitte Stald og Lisbeth Klastrup er dog enige om, at danskerne bliver på Facebook.

- Der er ofte en social tvang om, at man skal være der. Ellers får unge for eksempel ikke invitationer til begivenheder, siger Lisbeth Klastrup.

Facebook blev lanceret som en lukket netværk for studerende på Harvard University 4. februar 2004. I dag er mere end 1,2 milliarder brugere aktive på det sociale medie mindst en gang om måneden.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve