Facebook lukker ned for indisk gratis-tilbud efter voldsom kritik

Mandag forbød de indiske myndigheder Facebooks tilbud om gratis adgang til en Facebook-kontrolleret udgave af nettet. Nu er der opstået ny ballade.

Facebook har forsøgt sig med en charmeoffensiv i store bannerreklamer i Indien. Nu bliver de pillet ned. (Foto: © Danish Siddiqui / Reuters © Scanpix)

Nej tak, farvel og tak.

Sådan lød beskeden i begyndelsen af ugen fra de indiske myndigheder, der efter lang tids heftig debat endegyldigt trak en streg i sandet og satte Facebook-stifter Mark Zuckerberg og Free Basics-projektet på porten.

Nu har Facebook-stifteren diskret trukket prestige-projektet af det indiske marked - og nu er der opstået ny ballade, efter at Facebook-bestyrelsesmedlem og investor Marc Andreesen begyndte at skyde med skarpt mod den indiske befolkning.

Free Basics er en app, som i samarbejde med lokale teleskaber tilbydes til især de fattigere mobilbrugere, der endnu ikke er kommet på nettet.

Facebook er gratis - Twitter koster data

Herinde kan brugerne få adgang til enkelte tjenester gratis, fx Facebook, Wikipedia og BBC, mens stort set alt andet på internettet, herunder også Facebooks konkurrenter, er skrællet fra.

Vil man have adgang til andet, koster det ekstra.

Tilbuddet har vakt harme i det store land, hvor Facebook er blevet ramt af en bølge af kritik for at begrænse folks adgang til nettet og i stedet sluse dem ind på tjenester, som Facebook selv udvælger.

Samtidig giver opsætningen selskabet mulighed for at suge data ud om indernes internet-interesser, lød kritikken i slutningen af året i et åbent brev fra 50 professorer.

Må ikke diskriminere

Debatten har stået på i månedsvis - ikke mindst fordi den også handler om begrebet netneutralitet, altså at alt net-indhold og net-tjenester skal kunne tilgås på lige fod, og ikke pris-diskriminieres og redigeres af nogen.

I kølvandet på lukningen kom den velkendte tech-investor og Facebook-bestyrelsesmedlem, Marc Andreesen, kom helt usædvanligt galt afsted, da han tordnede mod både den indiske befolkning og regering.

- Anti-kolonisme har været en økonomisk katastrofe for Indien i årevis. Hvorfor stoppe nu, skrev Andreeesen.

Indien er tidligere britisk koloni, og har brugt årtier på at genfinde sig selv efter at briterne forlod landet. Emnet er derfor følsomt - især tilkendegivelser, der kan tolkes som støtte til den britiske kolonimagt.

Facebook-stifter Mark Zuckerberg måtte efterfølgende undskylde Marc Andreesens udfald. Andreesen måtte også selv beklage.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve