FBI advarer om risiko for hackerangreb - mod biler

Husk at opdatere din bil og pas på med at installere apps og andre ting i den, lyder rådet fra amerikansk politi. Hackede biler er dog foreløbig et teoretisk problem.

Nogle biler er i dag mere computer end bil. Her Googles selvkørende boble, der dog ikke er blevet hacket. (Foto: ELIJAH NOUVELAGE © Scanpix)

Det er ikke kun din computer og din telefon, der kan være i farezonen for at blive hacket. Det samme gælder din bil, og nu udsender FBI en pudsig, men alvorlig, advarsel om, der kan vente problemer forude, hvis man sjusker med IT-sikkerheden ude i garagen.

Biler - især de lidt dyrere af dem - er nutildags spækket med software og sensorer, og udgør for manges vedkommende næsten en slags rullende computere. Og derfor kan de også hackes - og det er der faktisk en reel risiko for, lyder advarslen fra politiet.

Det forløbne år har teknisk kyndige til magasinet Wired vist, hvordan man kunne hacke biler med katastrofale ting til følge. Det drejede sig dengang om en Jeep Cherokee, hvor hackerne kunne overtage bilens styring og i princippet få den til at køre galt.

Andre bilproducenter har også måttet rette softwarefejl for at lappe sikkerhedshuller - og intet tyder på, at digitaliseringen af fremtidens bilpark på nogen måde er stoppet.

Tværtimod bliver bilerne mere og mere selvkørende, og senest har Tesla forsynet nogle modeller med en slags automatpilot, der kan hjælpe med kørslen under opsyn. Det gav i begyndelsen enkelte farlige situationer, fordi brugerne overvurderede funktionen.

Sådan undgås de værste risici

FBI nøjes dog ikke med at advare om risikoen for bil-hackere.

Der gives også tips til hvordan det undgås - og her lyder anbefalingen, at man skal sørge for at holde sin bil opdateret med det nyeste software, passe på med at modificere softwaren, og undgå at tilslutte fremmed udstyr til bilens diagnostiseringsport.

Samtidig bør man holde øje med, om fremmede har adgang til bilen.

FBI advarer dog også om, at kriminelle kan tænkes at ville udnytte selve bilens opdateringsmekanisme til at skjule software, der ser harmløst ud, men som reelt kan give hackere kontrol over køretøjet.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve