Forsker vil bygge kunstig abehjerne

Kunstig intelligens begynder at nå et niveau som små dyr, men der er stadig et stykke vej

Forsker vil skabe en kunstig intelligens på niveau med en lille abe (Foto: Jorge Silva © Scanpix)

- Vi håber på, at vi indenfor ganske få år er på samme niveau af intelligens som en krage eller en abe. Vi er der ikke endnu, men jeg tror, at jeg ved, hvordan vi skal gøre det, siger Jürgen Schmidhuber, der er professor i kunstig intelligens på universitetet i Lugano i Schweiz.

Han er pioner indenfor neurale netværk, som han har bygget i de sidste 20 år. Flere af hans opfindelser bliver brugt blandt andet af Google til at oversætte sprog i apps på smartphones.

Men i sit nye firma NNAISENSE vil professor Schmidhuber beskæftige sig med det, han kalder forstærket læring og bygge et system, der reelt kan løse problemer uden hjælp fra mennesker.

Målet er en kunstig intelligens baseret på et neuralt netværk, som kan lære ting i en rækkefølge, der er baseret på løsninger, som den har lært tidligere. Eller måske helt enkelt baseret på erfaringer ligesom et menneske.

- Mit mål har altid været det samme gennem de sidste 30 år. Jeg vil bygge noget, der er virkelig smart og fortjener betegnelsen kunstig intelligens. Noget, der ikke bare er superhurtig mønstergenkendelse indenfor ét bestemt felt, siger Schmidhuber.

Ideen er, at maskinen skal bygge på sine erfaringer og blive bedre og bedre til at løse generelle problemer fremfor kun specifikke opgaver. Og han tror på, at han i løbet af få år har en kunstig intelligens svarende til et lille dyr.

Men udviklingen går langsomt

Selvom Microsoft har adskillige apps på markedet, som bruger neurale netværk, så er firmaets forskningsdirektør Eric Horvitz en kende mere pessimistisk end Jürgen Schmidhuber.
- Jeg har studeret maskinintelligens gennem hele min karriere, og jeg må erkende, at jeg gør det med en blanding af pessimisme og optimisme, siger han og tilføjer:
- Jeg er usikker på, hvor hurtigt vi kan bevæge os. De sidste 5-12 år er det gået ret godt med at opnå gode fremskridt. Men hvis vi taler om at skabe en generel intelligens, der er på niveau med et tre års barn, som jo allerede har en fornemmelse af, hvordan verden fungerer og kan lære rigtig meget på det fundament, så er jeg bange for, at jeg om 10-15 år stadig vil tale om, hvor lidt vi har nået, lyder hans forsigtige bud.

Jürgen Schmidhuber vil også helst blive indenfor tidsrammen af de næste fem år, der vil blive drevet af kommercielle interesser på mange forskellige måder, hvor kunstig intelligens i form af apps med kontakt til neurale netværk vil løse alle mulige problemer, som vil gøre kunder glade.
- Vores smartphone vil blive bedre til at forstå, hvad vi siger til den, og hvilke videoer, vi laver med den. Den vil blive bedre til at forudsige, hvad du har lyst til at gøre. Og på den måde vil den gøre dig mere afhængig af den. Neurale netværk vil gøre dig til en lykkeligere og mere tilfreds smartphonebruger, siger han.

Kunstig intelligens i lægeværelset

Men vi vil også se mange industrier blive forandret af kunstig intelligens. Fx vil medicinske diagnoser i høj grad blive overtaget af neurale netværk, mener Schmidhuber, hvis system allerede for et par år siden var i stand til at identificere cancerceller i menneskevæv på et tidligt stadie.
Derfor er han sikker på, at kunstig intelligens rykker ind i lægeværelset som en assistent, der kan være med til at redde mange menneskeliv.
Han mener, at næsten alle disse fremtidige udgaver af neurale netværk vil forbedre vores liv. Også selvom de vil koste jobs og måske gøre nogle mennesker bange.
- Jeg fortæller altid folk, at de ikke skal være så bekymrede, fordi en fremtidig kunstig intelligens vil formodentlig ikke interessere sig særligt meget for mennesker, siger Jürgen Schmidhuber.
- Den vil være interesseret i andre kunstige intelligenser og ikke i frøer, myrer og mennesker.

Vil kunstig intelligens erstatte os?

Heller ikke Microsofts forskningsdirektør Eric Horvitz er umiddelbart bange for kunstig intelligens.

- Det er teknologi, som vil have en stor gennemslagskraft på mange ting i vores liv, og de fleste af dem vil være virkelig positive. Lige fra uddannelse til handel eller til at gøre transport mere sikker, siger han.

Men han peger også på, at vi vil opleve at kunstig intelligens får en meget stor indflydelse på typen af og mængden af jobs, der vil være tilbage til mennesker.

- Vi kommer til at skulle håndtere nogle filosofiske og sociale udfordringer omkring, hvad det vil sige at være menneske i en verden, hvor vi er omringet af smarte maskiner, som måske mere og mere kommer til at ligne mennesker i den måde de opfører sig på, siger han.

Vi bør også holde øje med kunstig intelligens som en ny slags våben. Og hvordan de vil blive brugt? Våbenkonventioner skal ændres, og vi skal være på vagt overfor kriminelle og forbryderiske regimer, der kan få adgang til kunstig intelligens.

- Vi taler om, at mennesket selv kan blive erstattet eller i bedste fald blot blive forstærket, og det kræver helt andre overvejelser end tidligere teknologiske revolutioner som dampmaskinens indtog eller udbredelsen af elektricitet, siger Eric Horvitz.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve