Fremtidens nødhjælp skal 3D-printes på stedet

Visionen er at samle 3D-printere, laser-skærere og andet udstyr i containere, som kan flyves ud til de katastroferamte områder.

Field Ready har under et pilotprojekt i Haiti blandt andet lavet dusinvis af navlestrengs-klemmer på de medbragte 3D-printere. (Foto: Field Ready)

- Vi forsøger at ændre den måde, der bliver leveret nødhjælp på, siger Andrew Lamb fra organisationen Field Ready.

Et af de vigtigste værktøjer er den efterhånden allestedsnærværende 3D-printer, der kan bruges til at lave små, men nødvendige reservedele på stedet.

På den lange bane er håbet at kunne skære ned på udgifterne til især distribution af nødhjælp, og samtidig skabe en større fleksibilitet, så konkrete og akutte behov kan tackles langt hurtigere. Det er et håb, som også deles af FN.

Plastikklemmer i Port-au-Prince

Field Ready har henover vinteren kørt et pilotprojekt i Haiti, hvor de blandt andet har 3D-printet medicinsk udstyr. Field Ready var på et hospital i knap tre måneder og var i den periode med til at producere 165 plastik-elementer, hvoraf 110 endte med at blive brugt af personalet. Resten var prototyper eller måtte kasseres af forskellige årsager.

De havde især succes med at printe plastikklemmer, der bruges til at begrænse risikoen for infektion i forbindelse med fødsler.

- De små plastikdele var oplagte til sådan et pilotprojekt, fortæller Andrew Lamb.

For det første fordi de fleste 3D-printere kun kan printe ting i plastik, for det andet fordi de har den rigtige størrelse, for det tredje fordi de sjældent skal bruges i voldsomt store antal, og sidst men ikke mindst, fordi klemmerne faktisk er helt centrale i kampen mod infektion.

I stedet for at bruge autoriserede klemmer (som var næsten umulige at få fat på med kort varsel) eller en af de mange forskellige improviserede løsninger som plastikhandsker med knude på, kunne læger og sygeplejersker på hospitalet i Port-au-Prince nu printe de klemmer, de havde brug for, på Field Readys medbragte Makerbot-printer.

Containere skal fungere som lokale værksteder

Udover klemmer til navlestrenge eksperimenterede Field Ready og personalet med mange andre produkter fra enkle såkaldte sommerfuglenåle, der bruges til blodprøver, til en primitiv håndprotese. Og de er ikke bange for at kalde forsøget en succes.

Drømmen at kunne supplere de kolossale og komplekse distributionskæder med lokale og fleksible værksteder. Ideen er at samle 3D-printere, laser-skærere og andet udstyr i containere, som kan flyves ud til de katastroferamte områder sammen med de nødvendige eksperter.

- Problemet er, at der er kolossale logistiske udfordringer i de globale systemer af leverandører, organisationer, myndigheder og transportfirmaer, som skal op i omdrejninger hver gang katastrofen rammer et nyt sted på planeten, siger Andrew Lamb.

I følge Field Ready betyder det, at 60-80 procent af de penge, der bliver givet til nødhjælp, bliver brugt på logistik og køb af mad, medicin, tæpper, telte og alt det andet, der skal sendes af sted, men man kan ikke være sikker på, at det nu også er de ting, befolkningen har brug for i de ramte områder, eller at de kommer i de rigtige mængder uden for meget spild.

Plastikaffald som printer-materiale?

Der er dog stadig mange udfordringer, før det bliver almindeligt med transportable værksteder og 3D-printere.

3D-printere skal forsynes med plastikmateriale for at kunne printe, og den slags findes ikke nødvendigvis i uendelige mængder i katastroferamte områder.

Derfor arbejder de sammen med en række firmaer for at finde ud af, om det med tiden vil kunne lade sig gøre at genanvende de store mængder plastikaffald, man ofte kan finde derude.

- Når man rejser i Indien eller Asien, ser man tonsvis af plastik over det hele, og der er et stort potentiale for genbrug. Også i vores 3D-printere, siger Andrew Lamb.

Maskinparken skal udvides i fremtiden

Field Ready stopper dog ikke med navlestrengsklemmer i Port au Prince. De drømmer om at revolutionere nødhjælpsbranchen med de nye værktøjer.

I første omgang vil de fx gerne have 3D-printere, som kan lave ting i forskellige materialer, helst metal. Men de vil også gerne bruge andre typer af maskiner, så produktionen af de nødvendige ting kan blive så fleksibel som mulig.

Andrew Lamb ønsker sig især lasermaskiner, som kan skære dele ud af aluminium, stål og finer, og såkaldte 'extruders', der blandt andet kan lave noget så simpelt, men absolut nødvendigt, som plastikspande, som ofte er en mangelvare i katastrofeområder.

Efterhånden som teknologien udvikler sig, og infrastrukturen bliver gearet til den slags transportable værksteder, håber Andrew Lamb, at man faktisk vil kunne fremstille stort set alt, man har brug for, præcis dér hvor det skal bruges, og med de eventuelle særlige behov specielle hjælpesituationer måske kan føre med sig.