Google fjerner reklameblokker til Samsungs browser

Adblock Fast er blevet fjernet fra Googles app-butik. Det er endnu uklart hvorfor.

Google har sparket første app ud af butikken, der skal gøre Samsungs browser i stand til at bremse reklamer. (© Rocketship Apps)

Blot få dage efter at Samsung lancerede sin egen browser, som tillader blokering af reklamer via tredjeparts apps, er den første reklameblokker blevet fjernet fra Googles app-butik.

Det drejer sig om appen Adblock Fast.

Ifølge en email Google har sendt til Rocketship Apps, som står bag reklameblokkeren, har firmaet forbrudt sig mod Googles regler.

Nærmere bestemt drejer det sig om Paragraf 4.4, der definerer en række forbudte handlinger for apps. Heraf fremgår det blandt andet, at en app ikke må "forstyrre, afbryde eller beskadige andre tjenester".

Google specificerer ikke i brevet, hvad Adblock Fast har gjort forkert, blot hvilken paragraf de har overtrådt.

Mediet NextWeb mener dog at vide, at problemet er, at Samsungs browser ikke kan blokere reklamerne i sig selv, men kræver hjælp fra en anden app. Altså at funktionen kun virker, når to apps spiller sammen.

Dette stemmer dog dårligt overens med, at det stadig er muligt at hente appen Crystal, der ligeledes er bygget til at blokere reklamer i Samsungs browser. Crystal er iøvrigt en af de mest populære reklameblokkere til Apples Safari-browser til iPhone og iPad.

Google lever af reklamer

Googles indtjening stammer i overvejende grad fra reklamer, og det er derfor ikke uden udfordringer for firmaet at Samsung - som bedst sælgende Android-producent - nu har valgt aktivt at understøtte reklameblokering.

Selvom Android-brugerne i lang tid har kunne hente browsere i Googles butik, der kan blokere reklamer - og samtidig beskytte brugeren mod indsamling af private data - er udfordringen med Samsung, at den nye browser kommer som standard på nye Samsung-telefoner.

Indtil videre kan den stigende brug af reklameblokkere dog ikke aflæses af Googles regnskabstal.

Firmaet fremlagde tidligere på ugen kvartalsregnskab, hvoraf det fremgik, at reklameindtægterne fra klik på reklamer var steget med 17 procent. sammenlignet med kvartalet før.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve