Google fjerner "syg" aflytnings-funktion på smart højttaler

Firmaet deaktiverer endegyldigt touch-funktionen, der kan tænde mikrofonen på de nye Home Mini-enheder, efter flere enheder havde startet egen overvågning.

Fremover kan mikrofonen på Google Home Mini kun aktiveres via stemmen. Touch-funktionen bliver deaktiveret, efter den ved en fejl startede optagelser og uploadede dem til Googles servere. (© Google)

Google har travlt med en omgang damage-kontrol, efter det kom frem, at deres spritnye Home Mini-højttaler på egen hånd havde startet en massiv overvågning af flere brugere.

Derfor sløjfer de nu endegyldigt den funktion, som fejlagtigt aktiverede mikrofonen og overførte tusindvis af optagelser til Googles servere.

- Vi har besluttet permanent at fjerne alle de øverste berøringsfunktioner på Google Home Mini. Vi har taget beslutningen for at undgå enhver forvirring og for at give dig fuldstændig ro i sindet, mens du bruger din Mini, skriver Google i en opdatering på firmaets supportsider.

Som det kan ses, deaktiveres touch-funktionen permanent. (Foto: Skærmbillede fra Googles supportside)

Det var journalisten Artem Russakovskii fra det Google-fokuserede medie Android Police der opdagede, at hans Home-Mini gik i gang med at optage af sig selv.

Efter et nærmere kig på sin Google-konto konstaterede Russakovskii, at enheden, som han havde placeret i sit badeværelse, på mindre end to døgn havde foretaget mere end 1.000 optagelser og overført dem til Googles servere.

Google reagerede hurtigt på Russakovskiis henvendelse og hentede Home Mini’en på hans privatadresse. Ved nærmere inspektion fandt de ud af, at problemet skyldtes en fejl i den funktion, der gør det muligt at aktivere mikrofonen ved et langt tryk på toppen af højttaleren.

Home Mini-enheden oplevede ifølge Google såkaldte fantom-tryk - altså tryk, der aldrig var foretaget.

Quick-fix bliver nu gjort permanent

Google besluttede derfor hurtigt at sende en opdatering ud til alle Home-Mine-enheder, som deaktiverede touch-funktionen, så mikrofonen kun kan aktiveres via stemmen.

Nu har firmaet så besluttet at gøre det midlertidige fix permanent “for at give dig fuldstændig ro i sindet” - hvis det altså giver dig det.

Home-enhederne er designet til at blive placeret rundt omkring i hjemmet, så man nemt kan bruge Googles digitale tale-assistent til fx at kontrollere wifi-styrede elpærer og musik fra Spotify eller få svar på alverdens spørgsmål fra søgegigantens ‘computerhjerne’.

Googles Home-enheder kan endnu ikke købes i Danmark.