Google lukker igen reklame-filtre ind i varmen

Internetgiganten ændrer nu kurs i balladen om reklameblokering på Android-mobilerne. Forskellige reklamefiltre genopstår.

Brugere af Samsungs mobiler kan nu igen fjerne reklamer og tracking fra nettet via filtre. (Foto: Kim Hong-Ji © Scanpix)

Det bliver nu igen muligt for brugere af nyere Samsung-mobiler at blokere reklamer i mobilens browser - også Googles egne reklamer.

Sådan er status nu efter et par dage med en mindre konflikt, der potentielt kan have vidtrækkende konsekvenser.

Balladen er endnu et kapitel i den lange føljeton om værktøjer, der skræller reklamer og overvågning, såkaldt tracking, væk fra de netsider, man ser på.

Sidste år begyndte Apple at tillade iPhone-brugerne at hente og installere værktøjer, der fjerner reklamer og overvågning - og for et par uger siden kom det så frem, at også brugere af Googles Android-mobiler nu kan hente sådanne filtre i Googles App-store.

Blokerede for apps

Forudsætningen er dog, at de har en Samsung-telefon, og er indstillet på at bruge Samsungs egen browser til mobilen. Har man det, kunne man fra slutningen af januar hente filtrene Adblock Fast og Crystal, der begge skræller de uønskede ting væk fra nettet.

Google, der altovervejende tjener sine penge på reklamer, fjernede dog hurtigt Adblock Fast og blokerede for opdateringer af Crystal, men nu er begge dele genopstået i Googles app-store, Play.

Det skete efter klager fra udviklerne af appen.

Mange nuancer i debat

Debatten om reklameblokering har mange nuancer, men foreløbig har blokeringsværktøjerne trukket det længste strå.

På den ene side står alle de utallige netsider, der finansierer deres indhold med reklamer, herunder stort set alle netmedier. På den anden står brugere, der ikke vil finde sig i at drukne i en flodbølge af reklamer overalt på nettet, og ikke mindst mobilbrugerne, der reelt betaler for at loade og se reklamerne via deres dataabonnement på mobilen.

Og endelig er der problemet med alle de trackere og knapper fra sociale medier, der usynligt hentes i baggrunden og overvåger brugernes digitale færden mod deres vidende, og ofte uden at spørge om lov.

Sådanne trackere er ofte en del af reklamerne, og kan blandt andet medføre, at man fx bliver forfulgt af reklamer for sko eller cykler rundt omkring på nettet.

Tabte retssager

Sidste år tabte en håndfuld tyske mediehuse, blandt andet ProSiebenSat og Handelsblatt to retssager mod selskabet Eyeo, der udbyder Adblock Plus - et af de mest populære blokeringsværktøjer til browsere.

Eyeo står også bag det såkaldte initiativ for acceptable reklamer, hvor forskellige parter forsøger at finde en standard for reklamer, der ikke invaderer brugernes computere, og heller ikke tracker folk i det skjulte. Det har vakt kritik, at Eyeo rådgiver virksomheder om, hvordan de laver reklamer, der flyver under filtrets radar.

For nylig viste en analyse fra DRs medieforskning, at hver tredje blokerer reklamer.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve