Google-rokade: Kunstig intelligens er kernen i fremtidens søgemaskiner

Googles tidligere søgechef forlader firmaet. Den nye chef er ekspert i kunstig intelligens.

Kunstig intelligens skal gøre fremtidens søgninger endnu bedre.

Ny chefrokade viser, at kunstig intelligens (AI - artificial intelligence) i stadig højere grad vil være et centralt fokus for Google og dets kerneprodukt, søgemaskinen.

Amit Singhal, der har været hos firmaet siden 2000, forlader Google for at bedrive velgørenhed og være sammen med sin familie, og i stedet overtager AI-chefen John Giannandrea hele søgeafdelingen.

Ifølge Ars Technicas oplysninger betyder det, at Google slår afdelingerne for kunstig intelligens og søgemaskinen sammen.

Rokaden viser med al tydelighed, at kunstig intelligens er en af de vigtigste teknologiske discipliner lige nu.

Det gælder ikke mindst hos Google, der bruger avancerede selv-lærende algoritmer i alt fra billedgenkendelse til robotbiler.

Den nye chef Giannandrea har tidligere blandt andet været med til at udvikle og introducere den såkaldte 'knowledge graph', som idag forsøger at hjælpe Google-brugerne med at finde svaret på deres spørgsmål, og ikke "bare" de websider, som matcher deres søgeord.

Google satser hårdt på kunstig intelligens

Udover brugen af metoder som 'machine learning' og 'deep learning' i søgning arbejder Google fx også med kunstig intelligens der selv kan lære at genkende katte i YouTube-videoer.

Firmaet har et helt projekt som kaldes Google Brain, og har købt firmaer som Deep Mind, der også er eksperter i kunstig intelligens.

For nylig gjorde Google sit algoritme-værktøj TensorFlow tilgængeligt som open source for udviklere i hele verden.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve