Google styrker sin smartphone-forretning: Køber dele af HTC for milliarder

Google og HTC har i flere år kørt parløb. Nu køber Google sig ind hos HTC for over seks milliarder kroner.

Google lancerede sidste år firmaets første Pixel-telefon. Med købet af dele af HTC vil Google nu sætte endnu mere turbo på udviklingen af egne smartphones. (Foto: Beck Diefenbach © Scanpix)

Googles moderselskab, Alphabet, har købt sig ind hos smartphone-producenten HTC for 1,1 milliard dollar. Det oplyser HTC ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Med i handlen indgår, at Google overtager halvdelen af de ansatte i HTC's udviklingsafdeling. Det er op til 2000 ansatte.

- For Google er denne aftale en yderligere styrkelse af vores investeringer i markedet for smartphones og en yderligere styrkelse af vores investeringer i hardware, skriver Google i en meddelelse.

Google lancerede sidste år sin første såkaldte Pixel-telefon, sammen med ambitionen om at blive en ledende smartphoneproducent. Det er i det lys, det delvise køb af HTC skal ses.

HTCs markedsandel har været faldende

Aktierne i den taiwanesiske smartphone-producent HTC har torsdag været suspenderet fra handel i Asien på grund af rygter om, at Googles moderselskab, Alphabet, ville overtage selskabet.

HTC var tidligere en stor spiller på smartphone-markedet, og for bare fem år siden var selskabet den fjerdebedst sælgende producent med en markedsandel på omkring ni procent.

På grund af intens konkurrence fra blandt andet Apple og Samsung og flere kineiske mobilproducenter er selskabets andel af smartphone-markedet dog faldet en del de seneste år, og i dag ligger den på mindre end én procent.

Før handlen mellem Alphabet og HTC kan gennemføres, kræves der en myndighedsgodkendelse. Den ventes at kunne være på plads i begyndelsen af 2018.

Google har før købt mobilfirma

Det er ikke første gang Google svinger pengepungen for at få bedre smartphones.

I 2012 købte Google mobilfirmaet Motorola for 72 milliarder kroner, men ægteskabet blev aldrig nogen succes. Mindre end to år senere solgte Google således store dele af Motorola videre til kinesiske Lenovo for omtrent en fjerdedel af prisen.

Google beholdt dog flere værdifulde patenter, så der var altså ikke tale om en kæmpe underskudsforretning, som tallene ellers kunne indikere.

/ritzau/