Google vil åbne for mobilbetalinger i Storbritannien

Internetgiganten vil nu også lade briterne betale med deres mobiltelefon, mens Apple udvider i Spanien.

Mobilbetalinger, her Samsung Pay, breder sig. Nu får briterne Google Pay. (Foto: Kim Hong-Ji © Scanpix)

Mens Danmark ellers har ry for at være med helt fremme hvad angår vores lyst til ny mobilteknologi, er det endnu engang briterne, der kommer først til fadet.

Apples mobilbetalingssystem Apple Pay åbnede i Storbritannien i juli - og nu meddeler Google, at også Android Pay er lige på trapperne i Storbritannien, hvor det blandt andet vil kunne bruges i busser og i metroen.

Også Samsung har annonceret sin entré med Samsung Pay-systemet i Storbritannien, men ikke sat en dato på, hvornår det kommer til at ske.

Alle tre systemer var stærkt omtalte sidste år, efter at Apple i efteråret 2014 kom først med Apple Pay-systemet, der siden er udvidet til både Storbritannien, Canada, Australien og Kina - og som også er på vej i blandt andet Spanien.

Stort set ens

De er skåret over stort set samme læst: En såkaldt NFC-chip i mobilen kan kommunikere med kasseapparatet i butikken, hvis forbrugeren lader mobilen berøre et felt ved kassen.

Herefter kan brugeren vælge, hvilket af de digitale mobil-indtastede kreditkort, der skal betales med.

I USA koster det ofte et stort gebyr at betale med kreditkort, og det betød, at Apple Pay udgjorde en tiltrængt besparelse for kunder med en nyere iPhone, der handler i de butikker, hvor systemet er sat i drift.

Intet nyt om Danmark

Fra at have været på alles læber sidste år, har der den senere tid været mere stille om mobilbetalingerne, og ingen af de store har hidtil udtrykt meget interesse for at udvide deres løsning til det danske marked.

Danskerne er således fortsat henvist til at betale med kontaktløse plastickort, MobilePay eller Swipp.

Google har ikke sat en præcis dato på åbningen af Android Pay i Storbritannien, der sammen med Australien bliver selskabets andet udlandseventyr med systemet. Hidtil har Android Pay kun virket i USA.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve