Googles kunstige intelligens skal i live-kamp mod verdensmester

Alle kan følge med på YouTube, når Googles computer skal prøve kræfter med verdens bedste Go-spiller.

Spillet Go er ca. 2.500 år gammelt. Nu skal det ultimative slag spilles mellem computer og menneske. Kampen spilles i midten af marts og kan følges live på YouTube. (Foto: Jaro Larnos © https://www.flickr.com/photos/jlarnos/)

For en uge siden oplyste Google-firmaet DeepMind, at deres kunstigt intelligente computer, AlphaGo, havde slået europamesteren i det oldgamle kinesiske brætspil Go.

Ved samme lejlighed løftede de også sløret for, at computeren til marts skal i kamp igen, mod verdensmsteren Lee Sedol fra Sydkorea.

Denne gang kommer det dog til at foregå for øjnene af hele verdens befolkning.

Slaget vil nemlig blive live-transmitteret på YouTube. Det oplyser DeepMinds stifter og direktør Demis Hassabis på Twitter

Matchen skal spilles i Sydkoreas hovedstad Seoul den 9.-15. marts, hvor vinderen skal findes over fem kampe.

Der spilles en kamp om dagen med pause den 11. og 14. marts.

Præmien for en sejr er 1 million dollars.

Verdensmesteren regner med sejr

Lee Sedol regner dog ikke med, at han kommer til at lide samme skæbne som sin europæiske Go-kollega.

I en udtalelse siger verdensmesteren:

- Jeg har hørt at DeepMinds kunstige intelligens er overraskende stærk og bliver bedre og bedre, men jeg er overbevist om, at jeg i det mindste kan vinde denne gang, siger Sedol.

Skulle AlphaGo alligevel gå hen at vinde, vil Googles software skrive det næste kapitel indenfor kunstig intelligens.

Andre kloge computere, der har sat deres tydelige spor i kampen mellem menneske og maskine er IBMs Deep Blue, der for 19 år siden slog stormesteren i skak Garry Kasparov, og samme firmas Watson, der i 2011 vandt over flere stormestre i Jeopardy.

Google DeepMind: Ground-breaking AlphaGo masters the game of Go

Go er anset for at være et af de mest komplekse spil der findes.

Ifølge Google er der 1.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000 mulige positioner i spillet.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve