Grenaa-skole bygger Danmarks største laboratorium til Virtual Reality-spil

Laboratoriet opstår som et resultat af en aftale mellem Erhvervsakademi Dania i Grenaa og det tyske spilfirma Crytek.

Virtual Reality spås et stort gennembrud i 2016. Nu starter skole i Grenaa sit eget laboratorium. (© Oculus)

På Erhvervsakademi Dania i Grenaa er man lige nu glad for, at akademiet var til messen Gamescom i Køln tidligere i år. Ved messen etablerede man nemlig en kontakt, der nu har betydet, at skolen har fået virtual reality-udstyr for tusindvis af kroner forærende.

DR har talt med campuschef Jonatan Yde fra Erhvervsakademi Dania, der fortæller, at det tyske spilfirma Crytek, der står bag den populære spil engine ”CryEngine”, har indgået en aftale med skolen om at levere udstyr til de studerende.

- Crytek leverer know-how, hardware og software. Det eneste vi forpligter os til er at holde dem opdateret. De vil gerne i dialog om det, vi laver, men der er ingen krav til os, fortæller Jonatan Yde til DR.

Campuschefen håber på, at udstyret kan inspirere de studerende både i undervisningen og som en del af deres fritids-projekter.

Virtual reality i alle afskygninger

Virtual Reality-laboratoriet bliver det første i Danmark, hvor der er fokus på spiludvikling. De studerende på skolen, der blandt andet kan uddanne sig som datamatikere og multimediedesignere, får adgang til at bruge CryEngine som en del af undervisningen.

- Vi har ikke undervist i CryEngine før, men vi indretter nu et fag, hvor de studerende kan lære at bruge softwaren. Samtidig opfordrer og støtter vi de studerende i at eksperimentere med den nye teknologi, fortæller campuschefen.

Det nye udstyr vil blive integreret i undervisningen sammen med udstyr, akademiet allerede har adgang til. Udover CryEngine vil eleverne også lære at bruge konkurrerende spil-engines som Unreal Engine og danske Unity.

Stadig usikker fremtid for VR i spilbranchen

Jonatan Yde er stadig usikker på, om virtual reality får den enorme betydning som dele af branchen har forudset, men hvis virtual reality bliver en succes for spilbranchen kommer skolens elever på forkant med udviklingen.

- 2016 er blevet udråbt til at være det store VR-år. Men det er jo ikke ligefrem eksploderet endnu. Det kommer nok an på julehandlen på verdensplan, for der skal først VR-skærme hos forbrugerne, før det bliver interessant for spilbranchen.

Det nye VR-laboratorium er ikke blot tilgængeligt for skolens elever, men kan benyttes af alle borgere i området, der kunne være interesseret.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve