Hackerskandale udløser bølge af afpresningsbreve

Ægtefæller til ofre for hackerangrebet mod utroskabssitet Ashley Madison modtager nu papirbreve med afpresning for tusindvis af kroner.

Det stærkt omtalte hackerangreb mod utroskabssitet Ahsley Madison kaster stadig sager om afpresning af sig. (Foto: Chris Wattie © Scanpix)

Gifte mænd - og enkelte gifte kvinder - der havde oprettet en profil på det hackede utroskabssite Ashley Madison, har i disse dage en særligt god grund til at bide negle på vej ud til postkassen.

Ukendte afpressere er nemlig begyndt at sende breve på godt, gammeldags papir til konerne til de gifte mænd, der havde oprettet en profil på utroskabssitet.

Brevene er angiveligt stilet til de ægtefællen i familier, hvor den utroskabssøgende mand tilsyneladende har ignoreret tidligere forsøg på afpresning.

Ifølge brevene har manden oprettet en profil på Ashley Madison-tjenesten, men har nægtet at betale 2000 dollars for undgå at blive afsløret.

Vil have bitcoins

Derfor kræver afpresserne nu 2.500 dollars i kryptovalutaen bitcoin fra konerne, hvis de vil undgå, at hele deres familie og omgangskreds bliver gjort bekendt med mandens interesse for utroskabstjenesten.

Det er sikkerhedseksperten Graham Cluley, der bringer afsløringen om papirbrevene, der foreløbig kun er set i USA. Hele brevets tekst kan læses på hans blog. Brevene er tilsyneladende stemplet i USA.

Hackerangrebet mod Ashley Madison var en af de store historier sidste år, hvor det pludselig kom frem, at gerningsmænd havde hacket sig ind i Ahsley Madisons databaser, og stjålet al data om brugerne, herunder navne og adresser og meget andet.

Også danskere

Sagen udviklede sig hurtigt til at blive yderst pinagtig efterhånden som hackerne frigav data fra angrebet, herunder oplysninger om brugerne, der også omfattede danskere. Historien blev ekstra prekær, da også en kæmpe fil med direktør Noel Bidermans private mail og filer blev sluppet løs.

Ahsley Madison gav sig ud for at være en slags dating-tjeneste, hvor mænd og kvinder på jagt efter en affære kunne mødes. Tjenesten tilbød - mod betaling - at slette brugernes profiler ekstra grundigt, hvis de senere fik kolde fødder.

Hackerangrebet viste imidlertid, at en stærk overvægt af tjenestens brugere var mænd - og også, at data langt fra var blevet slettet som lovet. Det hackede data dukkede senere op på nettet.

I kølvandet på hackerangrebet begik flere brugere selvmord, mens andre stod offentligt frem - og der var masser af historier om afpresning. Det er dog ikke tidligere sket, at afpresserne har sendt papirbreve til brugernes koner.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve