Hundedyr 3D-software bliver gratis for skoleelever

Professionel design-software fra firmaet Autodesk bliver nu gratis at bruge på uddannelsesinstitutioner over hele verden.

Mere end 100 forskellige stykker professionel design-software bliver nu gartis at bruge på skoler i 188 lande (© Autodesk)

Mange arkitekters og designeres foretrukne software bliver nu gratis at bruge for alle skoler.

Det drejer sig om de professionelle udgaver af software fra firmaet Autodesk, som måske mest er kendt for AutoCAD, et 3D-modellerings program, der kan bruges til at designe alt fra en lille brugsgenstand til store bygninger.

- Måden vi skaber ting på ændrer sig hastigt, og vi har brug for en arbejdsstyrke, som er klar til at designe til nye produktions- og konstruktionsteknikker siger Autodesks direktør Carl Bass.

Og det er, ifølge direktøren, det man ønsker at gøre den næste generation klar til, ved gratis at tilbyde mere end 100 forskellige stykker software til studerende, undervisere og akademiske institutioner i 188 lande.

Softwaren er normalt hundedyr

Programmerne koster typisk flere tusinde kroner at abonnere på, og er endnu dyrere, hvis de skal købes på traditionel vis, hvor man ejer softwaren.

Det betyder at softwaren under normale omstændigheder er helt uden for rækkevidde for de fleste uddannelsesinstitutioner. Derfor ser den nu forhenværende EU vicepræsident Neelie Kroes det nye tiltag fra Autodesk som et positivt skridt.

- Autodesks tiltag vil gøre det muligt for lærere at introducere en designtankegang i klasseværelserne og udstyre digitalt indfødte med designværktøjer, der skal lære dem at løse problemer i virkelighedens verden på nye kreative måder, siger hun i pressemeddelelsen fra Autodesk.

Kampen om skolerne er startet

Autodesk følger med deres gratis tiltag en ny trend, der handler om at gøre eleverne bekendte med software og digitale services, i håbet om at eleverne bliver ved med at bruge deres software, når de afslutter deres uddannelse.

Andre eksempler på firmaer der har en klar skolestrategi er Google og Microsoft, der begge tilbyder gratis løsninger til skoler.

Google og Microsoft satser på at gøre det nemt for eleverne at samarbejde og nemt for læreren at holde styr på aflevering af opgaver og kommunikation med eleverne ved at give gratis adgang til en række office-værktøjer og datalagring i skyen.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve