Hypet legetøj rulles ind i patentballade

Det er ikke let at være glad for hoverboards. Først blev de trukket af hylderne i USA - nu ryger de ind i en patentstrid med Segway.

Hoverboards er i modvind i USA. (Foto: Lucy Nicholson © Scanpix)

Det sejeste transportmiddel i umindelige tider, de lysende, selvbalancerende hoverboards, lever en tilværelse i modvind i USA.

Først var der problemer med opladeren og batteriet, der ikke overholder amerikanske standarder og i flere tilfælde er brudt i brand. Det fik flere forhandlere, herunder den store markedsplads Amazon, til at trække dem af hylderne.

Nu rammes utallige, fortrinsvist kinesiske hoverboards så af en patentstrid, efter at selskabet bag den velkendte tohjulede Segway har klaget til den amerikanske myndighed på området, den internationale handelskommission, ICT.

Segway ejes i dag af den kinesiske virksomhed, Ninebot. Foreløbig har ICT udstedt et forbud mod import af hoverboards, der krænker patentet. Det drejer sig angiveligt om 13 hoverboard-modeller.

I Danmark er det fortsat ikke tilladt at køre på hoverboards på offentlig vej, og her anbefalede Sikkerhedsstyrelsen tidligere på året at man holder øje med CE-mærket, hvis man køber et board. Samtidig anbefaler styrelsen, at man ikke lader det op om natten.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve