I 2020 henter vi 284.300.000.000 apps

Apples App store er lige på nippet til at blive overhalet, men kineserne overhaler netop nu amerikanerne på app-forbruget, viser ny rapport.

Apples app-store bliver overhalet allerede næste år. Men der går mange Android-brugere på en iPhone-bruger, hvad omsætningen angår. (Foto: Yuriko Nakao © Scanpix)

Mens Apples App-store og Googles App-butik, Google Play, efterhånden rummer så mange apps, at oplevelsen kan være næsten uoverskuelig, er der fortsat vækst i området.

Faktisk så meget vækst, at omsætningen fordobles fra 2016 til 2020, hvor apps vil omsætte for op mod 670 milliarder kroner globalt, drevet af især udviklingen i verdens fattigere lande.

Det viser en ny prognose fra app-analysefirmaet App Annie, der til gengæld ikke forventer sig det store i de lande, hvor vi i længst tid har brugt smartphones.

Apple bliver overhalet

Men allerede næste år vil noget bemærkelsesværdigt ske. Hidtil har Apples App Store nemlig været den app-butik med den suverænt største omsætning. Det vil ændre sig allerede næste år, hvor læsset tipper til fordel for Google Play og andre app-butikker til Googles Android-platform.

Det er især den ekstremt store markedsandel for Googles Android-system, der ifølge IT-analysehuset IDC udgør op mod 85 procent af markedet, der er årsagen til at Apples App Store nu bliver overhalet.

Trods en markedsandel, der balancerer omkring de 12-16 procent afhængigt af sæson, har Apple ellers ligget foran Google på app-omsætning siden starten.

Kina overhaler USA

Microsofts app-butik på Windows Phone er forsvindende lille i App Annies prognose, hvor den blot hører til under kategorien 'andre', sammen med fx Samsungs og Sonys egne app-butikker.

Prognosen viser også, at det kinesiske marked for apps allerede i år overhaler det amerikanske, målt på omsætning. Samtidig stiger den tid, vi bruger på apps.

Fra 2014 til 2015 steg den 63 procent, målt på Android-telefoner. I 2020 venter App Annie, at vi - per telefon - vil bruge omkring 107 kroner årligt på apps.

Fremadrettet venter selskabet især vækst i VR, wearables som Apples ur og andet nyt grej. Især vil betalingsmodellerne være under forandringer, med abonnementsmodeller som en fremtidens stærke trends, ligesom at mængden af reklamer på mobiler ventes at stige kraftigt de kommende år.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve