Indonesisk telekæmpe blokerer for Netflix på grund af sex og vold

Netflix rullede for nylig sin streamingtjeneste ud i stort set hele verden. Men det er ikke blevet lige pænt modtaget overalt.

Nix, 'Flix - den går ikke uden tilladelse, siger Telkom Indonesia.

SYDØSTASIEN: Indonesiens største internetudbyder Telkom Indonesia har i denne uge blokeret for sine omkring 50 mio. netbrugeres adgang til at se film og tv-serier på Netflix.

Det sker kun få uger efter, at Netflix på CES i Las Vegas annoncerede, at streamingtjenesten ville blive rullet ud i stort set hele verden, inklusive altså Indonesien.

Men teleselskabet, der delvis eges af staten, har udtrykt bekymring over, at Netflix vil give landets borgere - eller i hvert fald Telkom Indonesias kunder - adgang til at se sex og vold.

Regeringen forstår blokeringen af Netflix

Normalt skal tv-stationer og lignende søge om tilladelse til at vise indhold med nøgenhed og vold, og i følge teleselskabet har Netflix ikke den tilladelse.

- Derfor er vi nødt til at blokere tjenesten før det bliver et problem, sagde Telkoms kundedirektør Dian Rachmawan til Jakarta Post.

I avisen understregede kommunikationsminister Rudiantara dog, at det er firmaets beslutning, ikke et udtryk for regeringens holdning.

Han tilføjede dog også, at det efter hans mening er tydeligt at meget af indholdet på streamingtjenesten bør censureres.

Kunder hos andre internetudbydere kan stadig se så meget Netflix de har lyst til, hvis de betaler for det, naturligvis.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve