Kreditkortfirma: Fingeraftryk på vej til at afløse PIN-kode

Et nyt kreditkort fra MasterCard har indbygget fingeraftryklæser.

MasterCard vil tilbyde kreditkort med fingeraftrykslæser. Det bliver allerede nu testet i Sydafrika. (© MasterCard)

Fingeraftryk er ikke bare noget, vi bruger til at låse vores smartphones op med i fremtiden. I hvert fald hvis man skal tro det amerikanske teknologi-website, Engadget.

En journalist på Engadget har nemlig fået mulighed for at afprøve et nyt kreditkort fra MasterCard, hvor kunden ikke længere skal huske sin pin-kode.

I stedet er der indbygget en fingeraftrykslæser i kortet, der kan registrere, om det er ejeren, der benytter kortet.

Chip og fingeraftryk

Det nye kort fungerer sammen med et chip-kreditkort og en almindelig betalingsmaskine, som vi kender det fra supermarkeder og butikker.

I stedet for at indtaste sin kode bruger kunden i stedet sin finger, som vedkommende får aflæst på fingeraftrykslæseren på selve kortet.

Ifølge journalisten hos Engadget registrerer og godkender systemet meget hurtigt, fordi det er kortet i sig selv, der indeholder data om dig. Der skal derfor kun hentes meget lidt data.

Ulempen er, at kunden først skal besøge sin bank for at blive registreret på kortet. Og nå ja, så kan du af praktisk årsager ikke længere låne kort og pin-kode ud til fx en partner, hvis det skulle blive nødvendigt.

Sådan kommer det nye kort med fingeraftrykslæser nogenlunde til at se ud. (© MasterCard)

Afprøvet i Sydafrika

I en pressemeddelelse skriver MasterCard, at de øjeblikket tester fingeraftryk-funktionen i Sydafrika, hvor både en supermarked-kæde og en bank-kæde er med i eksperimentet.

Fordelene for butikkerne er, at de ikke har brug for at installere nyt udstyr, fordi kortet fungerer sammen med allerede eksisterende kortlæsere. Samtidig er processen hurtigere og sikrere, fordi man ikke kan stjæle koden.

På sigt planlægger MasterCard også, at man kan gøre kortet kontaktløst, så forbrugerens oplevelse bliver endnu simplere.