Krypterings-pionerer hædres med datalogiens Nobel-pris

Diffie og Hellmans krypteringsværktøjer bruges hver dag af alle på nettet, og det blev tirsdag belønnet med den såkaldte ACM Turing-pris.

Det er især Diffie og Hellmans arbejde med delte krypteringsnøgler, der har haft kolossal indflydelse på moderne kommunikation.

Tirsdag modtog to af den moderne kryptografis fædre, Whitfield Diffie og Martin Hellman, den fornemme Turing Award, der ofte kaldes datalogiens Nobel-pris.

Med æren følger også 1 million dollars til de to forskere.

Diffie og Hellman beskrev i 1976 en metode, der kaldes public-key cryptography.

Ideen er kort sagt, at man bruger to nøgler, når man skal beskytte sine data - en privat nøgle og en offentlig nøgle, der kan deles med alle.

Metoden gør det langt nemmere at dele beskyttet information, fx via email eller når man browser på nettet, fordi man ikke længere er tvunget til at dele sin private nøgle med andre - med risikoen for at den bliver opsnappet af uvedkommende.

De forudså en verden med overvågning og it-kriminalitet

Turing Award uddeles af det internationale Association for Computing Machinery, ACM, og i begrundelsen for prisen skriver ACMs præsident, Alexander Wolf blandt andet:

I 1976 forstillede Diffie og Hellman sig en fremtid, hvor folk kunne kommunikere gennem elektroniske netværk, med risikoen for at deres samtaler kunne stjæles eller manipuleres. Idag oplever vi, at deres bekymrede forudsigelser var helt på deres plads.

Diffie og Hellmans offentlige nøgle-kryptering er ikke uden sårbarheder, men beskytter alligevel hver dag millioner af samtaler, handeler og andre transaktioner for mange milliarder dollars, skriver ACM.

Turing Prisen er i øvrigt blevet uddelt hvert år siden 1966, og der er en enkelt dansker på listen, nemlig datalogen Peter Naur (1928-2016), der modtog den i 2005.

Aktuelt twist på prisuddelingen - Apple mod FBI

At den fornemme pris nu bliver givet til krypterings-pionerer er ikke mindst interessant set i lyset af den verserende sag mellem FBI og Apple.

De slås i disse dage præcis om, hvorvidt Apple skal hjælpe myndighederne med at bryde krypteringen på en iPhone, som har været brugt af en terrorist.

Så sent som tirsdag mødtes kombattanterne til en høring netop om kryptering i Washington.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve