Kunstig intelligens kan se dine ”skjulte” billeder

Et neuralt netværk har nu lært at afsløre pixelerede billeder.

Frække billeder kan snart risikere at blive afkodet af computere. Her kræver det vist ikke mere end almindelig menneskelig fantasi. (Foto: /colourbox.com © /colourbox.com)

Kunstig intelligens er ved at fjerne det klassiske værktøj, der normalt bliver brugt til at gøre vovede og voldsomme billeder spiselige – eller give anonymitet.

Wired skriver nemlig, at forskere fra University of Texas og Cornell Tech har lært en kunstig intelligens at kunne genskabe det skjulte indhold bag pixelerede billeder.

Pixelerede billeder har ellers været et fast værktøj, når nummerplader, ansigter, kønsdele eller tekster skal anonymiseres i fx tv eller sociale medier.

Maskinlæring i neurale netværk

Ved at benytte standard maskinlæring har et hold forskere trænet et neuralt netværk til at kunne gennemskue pixelering fra fx videoer på Youtube ved at fodre det med billeder fra et stort datasæt.

Jo flere billeder, jo bedre bliver computeren til at gennemskue, hvad der gemmer sig.

Det neurale netværk kan ikke gennemføre en afsløring 100 procent af gangene endnu, men det har en meget høj chance for kunne afsløre, hvad der gemmer sig – ofte over 80 procent. Det neurale netværk får dog sværere og sværere ved at sløre, hvad der gemmer sig, jo mere pixeleret billedet er.

Kan blive et farligt værktøj

Vitaly Shmatikov, der er en af forskerne bag projektet, forklarer til Wired, at deres undersøgelse kan have konsekvenser for den almindelige bruger.

- Teknikerne, som vi bruger, er standard inden for billedgenkendelse, hvilket er en skræmmende tanke.

Faktisk er de så almindelige, at der findes manualer online, så en person med en teknisk baggrund og dårlige intentioner vil kunne bruge metoden uden alt for meget besvær til at skaffe sig adgang til information fra pixelerede billeder. Også den almindelige brugers.

Anonymiser i fremtiden

Med de nye resultater in mente advarer forskerne mod, at man stoler på pixelering som en metode til at anonymisere sine fotos, tekster eller lignende.

De foreslår i stedet, at man bruger en solid sort boks til at skjule, hvad der skal skjules.

Alternativt, hvis man er meget paranoid, kan man også sætte et andet ansigt ind i billedet og derefter pixelere det. Hvis det lykkes computerne at ”afpixelere” billedet, afslører det stadig ikke, hvilken person, der er på resten af billedet.