Lav en billig skole-PC med open source

Det behøver ikke at koste en formue at udstyre junior med en skole-PC. Nettet bugner af fri software - hvis blot du kigger de rigtige steder hen.

Det behøver ikke koste en formue at købe en computer til sit skolebarn. En brugt computer og open source-software kan være vejen frem. (Foto: REUTERS/Yuya Shino)

Det er brugervenligt, det stiller ofte ikke store krav til computeren - og så er open source-software en helt gratis metode at lave en god og tidssvarende skole-PC til junior, uden at bunden går ud af budgettet.

I aften stiller Magasinet Penge på DR1 skarpt på brugerbetaling i landets folkeskoler, hvor flere og flere forældre bliver mødt af skolens ønske om, at forældre selv indkøber en PC til skolebarnet.

Det er et krav, der kan være en sten i skoen på økonomisk trængte forældre, der ikke har råd til at investere i en spritny Macbook Air til junior.

Stort brugtmarked og gode alternativer

Heldigvis er det langt fra nødvendigt at købe det nyeste nye til ungerne. Brugtmarkedet for computere er stærk vækst i disse år - og blandt andet er 12 af den tidligere Blockbuster-kædes videoudlejningsbutikker nu blevet til virksomheden Bluecity. Her har man specialiseret sig i klargøring af brugte computere, der kan købes til en brøkdel af nyprisen. Dba.dk er også et godt bud.

Køber man brugt, eller har man en ældre computer liggende i skabet, kan den med få, relativt simple skridt genoplives, uden at det koster en krone. Kuren hedder open source og består af software, som udviklerne har frigivet i fællesskabets tjeneste, og som derfor ikke koster penge.

Oprindeligt var hele open source-verdenen til tider ganske brugerfjendsk, men de senere år er der kommet utallige glimrende, gratis alternativer til kommerciel software - og her bringer vi tips til et par stykker.

Godt og gratis

Styresystemet Ubuntu (især versionen Edubuntu) er et gratis og frit styresystem, som man frit kan hente og benytte, uden at det koster en krone. Den udgave, der hedder Edubuntu er sågar særligt tilpasset skolebørns behov, og kommer leveret med en hel bunke open source-undervisningsprogrammer og læringsspil.

Hvis man har adgang til en DVD-brænder eller har en USB-pind af en vis kapacitet, kan man let slette et gammelt Windowssystem og istedet installere Ubuntu eller Edubuntu på en ældre computer. Fordi systemet stiller meget små krav til computerens ydeevne, vil man i mange tilfælde opleve, at ens gamle hakkebræt pludselig genopstår som væddeløbshest.

Det kan dog ofte være nødvendigt at få udskiftet batteriet.

Edubuntu er målrettet skoler, og kan være en smule mere teknisk at installere. En nemmere måde er at installere Ubuntu først, og derefter finde Edubuntu-programmerne i den indbyggede butik.

Det er meget nemt at installere og bruge Ubuntu, og der findes en dansk forening, der laver gode guides.

God og gratis Office-pakke

En af de bedste alternativer til Microsofts købe-produkt, er LibreOffice, der kan fås helt gratis og endda er på dansk. LibreOffice er en videreudvikling af OpenOffice - og pakken består af en bunke værktøjer, blandt andet tekstbehandling, regneark, det Powerpoint-lignende Impress og flere andre.

LibreOffice har en dansk hjemmeside og forum med guides og tips, og benyttes også af offentlige og private virksomheder. LibreOffice findes både til Ubuntu (Linux), Windows og Mac.

Og lidt til nettet

Mens både Googles Chrome og Firefox findes til alle platforme, kan der være en særlig fordel i at benytte Firefox-browseren, hvis man samtidig har brug for et gratis og meget velfungerende mailprogram.

Mozilla, der udgiver Firefox, står nemlig også bag Thunderbird-mailprogrammet, der er et rigtig godt alternativ til Outlook. Thunderbird minder meget om Firefox, og som i Firefox kan man også installere udvidelser og dermed tilpasse det ens egne behov. Fx udvidelsen gContactsync, der sætter Thunderbird i stand til at synkronisere kontakter med ens Gmail-konto.

Billedprogram: Gå efter Gimp

Har man brug for billedbehandling, er et af de bedste stykker software det gratis Gimp, der minder lidt om Photoshop. Gimp kommer til både Ubuntu (Linux), Windows og Mac. Gimp kan være lidt svært at komme igang med, men det skyldes især, at programmet er ekstremt avanceret og meget alsidigt.

Chat og telefoni: Skype er din ven

Selv om Microsoft ejer Skype, er programmet både gratis og til rådighed til både Ubuntu (Linux), Mac og Windows. Skype er gratis til videosamtaler, chat og telefoni.

Har du - eller dit barn - behov for mere specialiserede programmer, findes der på nettet flere gode steder at finde gratis alternativer til kommerciel software. En af dem er OSalt.com, hvor man kan indtaste titlen på et købeprogram (øverst i højre hjørne), og få forslag til tilsvarende software som gratis open source-løsning.

Husk at open source-miljøet ofte består af private personer, der programmerer i deres fritid, og som har udgifter forbundet med arbejdet. Man kan altid hente softwaren gratis, men ofte vil udvikleren på programmets hjemmeside spørge om donationer, og har man råd, er det god stil at give et bidrag. Det er dog helt frivilligt.