Medie: Google på vej med ny VR-brille

Google vil ikke nøjes med en papbrille til virtual reality. Ny plastikbrille kommer efter planen på markedet til efteråret.

Med virtual reality kan man komme helt tæt på aberne, selvom man sidder i sin egen stue. (© Google)

Google er på vej med en dedikeret virtual reality-brille, der skal tage kampen op mod Facebooks Oculus, HTCs Vive, Sonys Playstation VR og Samsungs Gear VR.

Det skriver Financial Times, der citerer de - indenfor tech-branchen - vanlige "kilder der er bekendte med Googles planer".

Planen er, at brillen skal ramme markedet omkring september.

Skal virke med en lang række Android-telefoner

Den nye brille skulle i høj grad være designet som Samsungs Gear VR, hvilket betyder, at man skal sætte en smartphone ind i selve brillen, før den virker.

Men hvor Samsungs udgave kun understøtter udvalgte modeller af firmaets egne telefoner, er planen, at Googles vil understøtte et større udvalg af Android-telefoner.

Google har med 5 millioner solgte eksemplarer allerede haft relativ stor succes med papbrillen, Cardboard, som man ligeledes sætter en telefon ind i. Cardboard kan dog kun levere en meget basal 360-graders oplevelse.

Den nye brille vil blive udstyret med bedre sensorer og bedre linser, der - sammen med næste udgave af Android - blandt andet skal sikre, at man ikke bliver så rundtosset af at bruge den.

Ligesom med Gear VR vil computerkraften hovedsageligt ligge i telefonen, hvilket gør, at prisen på brillen kan holdes relativt lav. Samsung sælger fx deres for 800 kroner.

Dette adskiller sig markant fra fx Facebooks Oculus, som er proppet med dyr hardware, hvilket presser prisen helt i top.

Oculus koster cirka 5.200 kroner alene for brillen, og den virker endda ikke uden en relativt tungt udstyret gaming-pc.

Har man ikke sådan en i forvejen, skal man op i nærheden af 13.000 kroner for at kunne opleve Oculus virtuelle virkelighed.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve