Microsoft sender Windows 8 på pension

Brugere af Windows 8 går nu en usikker fremtid i møde, for fra nu af opdateres systemet ikke længere - medmindre man opdaterer. Men løsningen er nem - og gratis.

Bruger du stadig Windows 8, er det på tide at få opdatere til 8.1 eller 10. (© Scanpix)

Det vakte harme og uro, da Microsoft forrige år sendte det uhyre udbredte Windows XP på pension, og derfor ikke længere sender fejlrettelser og lapper på sikkerhedshuller ud til brugerne.

Ny ryger det meget mindre populære Windows 8 samme vej, meddeler selskabet.

Det meget lidt populære Windows-system, der udkom i 2012, får fra i dag ikke længere sikkerhedsopdateringer - og må derfor anses for at være usikkert for de fleste brugere.

For stort skridt

Systemet vakte opstandelse blandt brugerne, da det udkom i 2012, fordi Microsoft tog - viste det sig - et alt for stor skridt med ideer, der fortrinsvis kom ejere af berøringsfølsomme skærme til gavn, men var en sten i skoen for stort set alle andre brugere af traditionelle PCere.

Det var således Windows 8, der introducerede Microsofts efterhånden velkendte fliser og menuer, man hiver ind fra siden af skærmen, ligesom at startmenuen forsvandt, hvilket udløste tusindvis af protester fra brugerne.

Løsningen på problemet er dog ligefor: Brugerne kan vælge at opdatere fra Windows 8 til version 8.1 - der i løste en række af de problemer, der blev kritiseret i Windows 8.

Men brugerne kan også vælge at gå hele vejen og opdatere til Windows 10. Begge dele er gratis og forholdsvist simpelt.

Opdatering til Windows 8.1 sker via Windows Store, og Microsoft har udgivet denne guide på dansk

Forvirrende versions-jungle

Nyheden om Windows 8s pension skabte en del forvirring, fordi Microsofts kommunikation om emnet har været en anelse mudret. Selskabet har dog forsøgt at forklare sig, blandt andet i dette lidt kryptiske blogindlæg, hvori det fremhæves, at Windows 8.1 anses for at være den nyeste version af Windows 8, hvorfor ældre versioner ikke længere opdateres.

For at gøre forvirringen endnu større, er det faktisk ikke engang Windows 8.1, der anses for at være den nyeste, men derimod Windows 8.1 update. Vælger man at opdatere Windows 8.1 får man denne opdatering automatisk.

XP-brugerne må få Ubuntu

Lidt under tre procent af verdens computere estimeres at bruge Windows 8 - og de kan altså opdatere gratis hele vejen til Windows 10, og dermed undgå en del af maset med versionsnumre.

Brugere, der fortsat er på Windows XP kan ikke opdatere gratis. I stedet kan man her overveje at opdatere til det frie og gratis Linux-system, Ubuntu.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve