MIT-studerende skal bygge fremtidens lyntog

Første del af konkurrence, om hvordan Elon Musks lynhurtige togprojekt Hyperloop skal designes, har fundet sin vinder.

Sådan ser en af tegningerne ud på det, der kan blive til fremtidens lyntog. (© MIT)

Det blev en gruppe unge studerende fra det tekniske universitet MIT, der løb med hæderen i første del af en konkurrence om at bygge togvogne til Hyperloop - et projekt der oprindeligt blev søsat af Tesla og SpaceX-grundlæggeren Elon Musk i 2013.

De studerendes projekt er baseret på magnetic levitation, samme koncept som bruges til nogle højhastighedstoge i fx Japan og Kina.

Vognene på prototypen vil efter planen svæve hen over skinnerne med en afstand på 15 millimeter. En enkelt vogn vejer blot 250 kilo, og er bygget af en kulfiberskal. Den kan ifølge holdet fra MIT rejse med næsten 400 kilometer i timen.

Ikke i nærheden af den lovede tophastighed

Prototypens hastighed når dermed ikke i nærheden af det, der blev stillet i udsigt i det oprindelige Hyperloop-projekt.

Her var tanken, at man skal kunne køre med op mod 1.200 kilometer i timen, i et system der minder om en mennesketransport-udgave af rørpost.

Med den hastighed ville det fx være muligt at rejse fra San Francisco til Los Angeles på 35 minutter, og toget vil derfor kunne fungere som et reelt alternativ til fly.

Elon Musk har trukket sig ud - næsten

Elon Musk: The Hyperloop is easy, my interns can do it

Selvom Elon Musk er fader til Hyperloop, så er projektet open source, og Musk har altså ikke nogen direkte aktie i projektet længere. Og dog.

SpaceX står nemlig bag konkurrencen, de MIT-studerende netop har vundet, og det er også hos SpaceX i Californien, den første Hyperloop testbane bliver opført.

Her får holdet fra MIT lov til at afprøve deres design i virkeligheden, når konkurrencens afslutning finder sted. Men selvom de løb med førstepræmien for bedste design, var de langt fra de eneste vindere.

22 hold går nemlig videre til finalen, hvor de forskellige pods skal stå deres prøve på testbanen.

Musk: Hyperloop vil sprede sig til hele verden

Endnu en tegning fra MITs vinderhold. (© MIT)

At Elon Musk ikke har sluppet interessen i projektet var tydeligt, da han selv troppede op til arrangementet i Texas og tilkendegav sin fortsatte støtte til det.

- Så snart Hyperloop bliver en realitet et sted, og folk ser det faktisk virker, tror jeg, det hurtigt vil sprede sig over hele verden, sagde Musk ifølge Mashable.

Selvom det oprindelige Hyperloop som nævnt er et open source projekt, findes der allerede flere Hyperloop-firmaer, der arbejder på en kommerciel udgave af den lynhurtige togbane.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve