MP3’en er på vej mod graven

Men det populære format er langt fra dødt endnu.

Apple blandede sig også i kampen om MP3-filerne med deres iPod-afspiller. (Foto: Kaare Smith © Scanpix)

Det legendariske filformat MP3 var med til at redefinere vores måde at forbruge musik på, da formatet blev populært i 1990’erne.

Men nu er de første skridt taget til, at MP3’en sendes i graven, fordi den tyske forskningsinstitution Fraunhofer IIS, der i sin tid udviklede filformatet, har valgt at afslutte deres licenserings-program.

Det sker i forlængelse af, at andre mere avancerede og effektive filformater har afløst MP3-formatet i musikbranchen. Det skriver Fraunhofer IIS i en pressemeddelelse.

Et format, der ændrede verden

MP3 var et format, der var med til at ændre den måde, vi oplevede og brugte musik på. Succesen skyldtes, at MP3-formaet kunne reducere filstørrelserne betydeligt, hvilket gjorde dem lettere at overføre med tidens internetforbindelser. Den reducerede filstørrelse betød dog, at man måtte gå på kompromis med lydens kvalitet.

Men det skræmte ikke brugerne og fra slutningen af sidste årtusinde delte millioner af mennesker på tværs af kloden deres musik med formatet. Det skete særligt på såkaldte P2P-tjenester (“peer-to-peer”) som Napster.

Ofte var det musik, der var kopieret (“rippet”) fra CD’er og delt uden ophavsholdernes tilladelse.

Samtidig betød formatet, at hardware-producenter kunne introducerede mobile MP3-afspillere, der var fysisk langt mindre end tilsvarende mobile afspilningsenheder som Discman’en, der gjorde det muligt at lytte til CD’er på farten.

En modreaktion fra musikbranchen

Revolutionen i den måde forbrugerne distribuerede musik på blev mødt af en modreaktion fra kunstnere og musikproducenter, der kunne mærke forandringerne på bundlinjen, fordi forbrugerne ikke længere købte så mange CD’er.

For at gå i kamp mod MP3-formatets popularitet introducerede man derfor alternative digitale formater, der var beskyttede mod kopiering.

Her blandede Apple sig også i kampen og skabte deres første mobile hit-enhed med iPoden og iTunes, der skabte et lovligt alternativ til de illegale digitale downloads.

Et forældet format?

Selvom MP3’en i sin tid var en revolution, er formatet teknisk blevet overvundet af mange andre og bedre formater, der leverer bedre lyd og oplevelse.

Det er dem, der nu bliver brugt af professionelle medievirksomheder og streamingtjenester.

MP3-formatet er dog langt fra dødt blandt almindelig brugere og bliver bl.a. stadig brugt til mange podcasts og hos de utallige torrent-websites, der stadig findes online.