Nej, det hjælper ikke at lukke dine apps på iPhone

En pudsig historie om en person, der sendte en mail til Apples topchef, er endt med at afkræfte en myte.

Har du mange apps åbne - så lad dem endelig være åbne. (Foto: Yuriko Nakao © Scanpix)

Hvis du hører til dem, der konstant går og lukker apps på din iPhone for at spare på telefonens batteri, kan du roligt begynde at opdyrke en ny overspringshandling.

Det virker nemlig ikke.

Det slår Apples iOS-chef Craig Federighi fast i en pudsig mail til en bruger, der i frisk stil valgte at stille sine tekniske iPhone-spørgsmål direkte til chefen for verdens mest værdifulde virksomhed, Tim Cook.

Brugeren ville vide, om det overhovedet nytter noget at gå og lukke apps på iPhone. I stedet for at svare, sendte Cook mailen videre til chefen for iOS-udvikling, Craig Federighi.

Nej!

Og hans svar var ikke til at misforstå.

På spørgsmålet om, om han selv går rundt og lukker apps, og om det overhovedet gør noget for batteritiden, lød det korte svar:

'Nej og nej'

Brugeren afleverede mail-korrespondancen til websitet 9to5Mac, der bringer historien, som ikke overraskende spreder sig på nettet med stor hast.

Jobs gjorde det også

Også den nu afdøde Apple-stifter Steve Jobs havde for vane at svare på brugerspørgsmål fra tid til anden, og også hans, som regel meget korte svar, havde en tendens til at gå viralt.

Federighis svar flugter dog ikke helt med Apples egen vejledning i batteribesparelse, hvor selskabet skriver, at man kan lukke ned for apps baggrundsaktivitet, hvis man gerne vil spare på batteriet.

Det gælder især apps, der bruger mobilens GPS til forskellige lokationsfunktioner.

Andre gode tips kan findes på denne side - men heller ikke her, står der noget om, at det hjælper at lukke apps.

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve