Netflix: Alt vores indhold bliver globalt

Netflix vil slå ned på vpn-trafik, men kun for at gøre alt indhold tilgængeligt over hele verden.

Netflix indhold bliver mere globalt, men Kina må vente

- Vi er i gang med at lave globale licenser for alt vores indhold, sagde stifter af og direktør for Netflix, Reed Hastings på konferencen DLD i München mandag.

Men for at kunne gøre det, må Netflix blive bedre til at blokere vpn-trafik, hvor brugere med software omgår geo-blokeringen af film, så det ser ud som om, de bor i et andet land. På den måde kan man få adgang til indhold, som ikke er tilgængeligt i ens hjemland.

- Vi har stor forståelse for folk, der bruger vpn, fordi de vil gerne betale for at få adgang til kvalitetsindhold, men for at få vores globale licenser på plads, må vi i første omgang blokere for vpn-trafik, lyder forklaringen fra Reed Hastings.

Netflix er nu tilstede i 190 lande, hvilket også har fået indflydelse på indholdet.

Reed Hastings peger på serien ”Narcos”, der lavet af et fransk produktionsselskab på spansk i Sydamerika, men er ekstremt populær i Tyskland.

Netflix er berømt for sine data-algoritmer, der fortæller om brugernes preferencer, og dermed gør det nemmere at forudsige en series succes, ja ligefrem skrive en serie, som vil få succes alene baseret på data om brugerne, men det maner Reed Hastings overraskende nok i jorden.

- Vi starter med data og med udgangspunkt i dem, så bruger vi informeret intuition. Vi ender altid med mavefornemmelse, siger han, og henviser til en kollega, der har det, han kalder ”a golden gut”.

Netflix er tæt på at være et globalt fænomen, som langsomt flytter vores seervaner fra flow-fjernsyn til selv aktivt at vælge, hvad vi vil se, og hvornår vi vil se det. Men ét sted, hvor Netflix ikke er, er i Kina.

- Apple var seks år - fra 2005-2011 – om at komme ind på det kinesiske marked. Nu er det deres største marked. Det kræver stor tålmodighed at gøre det ordentligt. Netflix kan godt vente et årti på, at den kinesiske middelklasse er klar til os, sagde Reed Hastings, som ser positive tegn i, at iTunes Movies og visse Disney film nu er tilgængelige i Kina.

- Vi har brug for kommercielle partnere og gode kontakter i den kinesiske regering, mener Netflix-stifteren.

Træt af geo-blokering på dine yndlingsserier? Så kan du begynde at glæde dig. Netflix arbejder nemlig på at gøre alt deres indhold tilgængeligt i alle lande.

Opslået af DR Nyheder på 18. januar 2016

Nyhedsbrev TAG DR.DK VIDEN MED DIG

Få seneste nyt om tech og videnskabens verden hver fredag

Vis alle nyhedsbreve